Lad os begynde med Samba. Et eventyr fra Brasilien 1982, smukt illustreret med tegninger af Erik Böttzauw og fotografier af Jesper Høm. Henrik Stangerup fortæller ubesværet af informationsrigdommen om den eventyrligt brogede karnevalskultur og de samfundsforhold den indgår i, om dens historiske og religiøse baggrund. Ordene strømmer af sted rytmisk medrivende som dansen de skildrer. En lovsang til fantasien, festen, galskaben, til belæring for vores hjemlige kultur. Brasilien er en virkeliggjort drøm fra drengetiden om en verden af frihed, sanselighed og mysterium.
Af vejen til virkeliggørelsen har været trang vidner debutnovellerne Grønt og sort (1961) om. De handler, på et par undtagelser nær, om den samme dreng/unge mand under forskellige navne, med svigtende forældrekontakt og splittede følelser i forhold til det andet køn som han skiftevis drages mod og støder fra sig, om destruktionstrang og selvvalgt isolation. En præstesatire lyser muntert op. Stud.theol. Stangerup har nok andre fremtidsplaner.
Veritabel Pariser 1966 er frugten af 2 års ophold i Paris for Ekstrabladet og Politiken.
Det er som i Herman Bangs journalistik, indtryk lagt til indtryk, humoristisk iscenesat. Følehornene fimrer i alle retninger, reporteren registrerer med sikker mikrofonføring pariserkrukkeriet, er ikke så lidt af en krukke selv indimellem - og ved det godt. Han kan beskrive en lang weekend i venten på penge så man selv mærker sulten helt ud i blindtarmen, og en pikant nat med Mlle Ninette fra Pigalle så man ... nå ja! I det afsluttende titelessay forestiller han sig forfaderens pariserliv som paryknålemager i tiden omkring den store revolution. 20 år senere skal Stangerup komme til at gætte sig til en anden dansk pariserskæbne.
Den bog om Paris, Henrik Stangerup lykkes med, får journalisten Max Mollerup i Slangen i brystet (1969) kun gjort færdig ved fusk. Sammen med en fejlslagen kærlighedsaffære bliver det begyndelsen til enden. Romandebuten er på mere end 300 sider og Stangerup har villet have meget med.
På historien om et menneske der går under i selvforagt, har han podet reportagestof (pressekonference med de Gaulle, dansk kongebesøg, fremmedarbejderslum) og satiriske billeder af den danske pariserkoloni m.m.
Som sammenbrudsroman bringer bogen Tom Kristensens "Hærværk" i tankerne, men det er ikke som meningsleverandør i en meningsløs verden Mollerup går ned. Han er en neurotisk moderbundet mand, for hvem Paris er blevet flugtmidlet fra det barndommens Danmark han har et had-kærlighedsforhold til. I sin endelige galskab vælger han usårligheden i isolation fra omverdenen. En "lykkelig sindssyge" har Stangerup siden karakteriseret det som. Moderuhyret har han drilsk tegnet efter stumfilmstjernen Asta Nielsen som vredt kasserede den kortfilm Stangerup lavede om og med hende i kærlig beundring. Gad vidst hvordan hun tog romanen?
Løgn over løgn (1971) handler om den udbrændte filminstruktør der mislykkes med sit comeback om ungdomsoprøret og sætter sit ægteskab over styr. Samtidig kommenterer Stangerup sit projekt, sig selv og den "medieimperialisme" han er en del af, hvor alt er en sammenfiltring af virkelighedsflugt gennem løjet engagement og løjet ærlighed om løgnen. Man er venstresocialist og spekulerer i pantebreve. "Sjællands fattigste landarbejder" er godt reportagestof, men gør han genvisit hos sin "ven" reporteren, har denne gemt sig ovenpå. Bogens styrke ligger ikke i den fiktive historie som luften lukkes ud af fra starten: forfatterens tvivlsomme ærinde er at føre et mere nederlagsramt og umodent menneske end ham selv ned i afgrunden. Hans prügelknabe er ikke medynk værd, men samtidskritikken og de litteraturkritiske overvejelser i romanen om romanen er blændende, og Stangerup er en mere vedkommende figur end filminstruktøren.
26415845
Dog er en større personlig stofrigdom og skånselsløshed i selvopgøret gemt til Fjenden i forkøbet (1978) hvor alle agerende bærer deres "virkelige" navne. Mellem samtidige bekendelsesklynk rager den op som erkendelsesroman.
Den begynder i hjemløsheden ved hjemkomsten fra Stangerups filmatisering af Holbergs "Erasmus Montanus" i Brasilien (Jorden er flad, bogudgave 1976), fortsætter i sammenbrudsskildringen der bærer helingen i sig, og slutter i en "frelse" der ikke er fuldbyrdet, men hvor han har fundet hjem til sig selv som menneske og kunstner i den på én gang private og almene roman. Beretningen om en søn der bærer på en angst fra barndommen for de ansigtsløse fjender der lod hans succesrige og misundte kritikerfar betale prisen for idiotiske dumheder som man ikke fandt tilgivelse for. Om oplevelsen af lige fra skoletiden ikke at få lov til at være sig selv, og samtidig skyldfølelsen over at svigte faderen hvor han trængte til ham.
Men fjenderne er også det ´man´ der fortæller hans elskede og ham hvad man kan og ikke kan. Et meningsdiktatur fra alle sider, fra familien (moderen!) og filmverdenen til smålige bevilgende myndigheder og den herskende venstreindoktrinering. Man-fjenden kaster Henrik i armene på værtshusbroderen Fausto Wolf, som han udser til hovedperson og medarbejder i sit Erasmus-projekt.
Et forrygende ondt portræt af en dæmonisk charlatan, men forfatteren erkender klart at han er en projektion af dæmonen i ham selv. Mellem disse arketypiske figurer bevæger beretningen sig i spiralforløb idet forfatteren bevæger sig tilbage til tidligere skildrede situationer, men har inddraget nyt erindringsstof undervejs og derved har flyttet sig. Således farer jeg´et ved krisens begyndelse ud mod en slatten debatbog om "Den maskuline mystik", men viser siden indsigt i den macho-mystik der binder ham til Fausto Wolf.
Man skulle nu tro at fjenden var agterudsejlet og Stangerup forsonet med sig selv og verden. Men at der stadig er fjender, vidner den fortsatte strøm af artikelsamlinger om.