Manden der ville være skyldig (1973) er egentlig et kulturdebatindlæg nødtørftigt kamufleret som science fiction-roman.
Hovedpersonen, Torben, er i klemme i et velmenende behandlersamfund der tager fantasi og initiativ fra sine borgere og blander sig i alt. Der langes ud mod velfærdsstat og venstrefløj, men samtidig er alt uheldigt i tiden bragt under samme hat, som om forureningen og dyrt og dårligt boligbyggeri hang sammen med stigende skatter og formynderisk socialpolitik.
Det forhindrer ikke at satiren har pletskud, og det er ikke skinproblemer Stangerup tager op her og i sin øvrige journalistisk. Dens stof er vidtspændende; Han orienterer om litteratur, film, filosofi, biologi og samfundsforhold, er åben om egne forhold, let at begejstre eller ophidse, stilfærdig følsom, en vittig hund, larmende kværulantisk.
De første samlinger, Kunsten at være ulykkelig 1974 og Mens tid var 1978 er de mest alsidige. Så forskellige de end kan være, meget er der enighed om mellem Stangerup og Poul Henningsens (af hvem han har udgivet udvalget Vi er selv historie 1963). Begge har modet til at komme med meninger der skurrer mod tidens gængse.
I Retten til ikke at høre til 1979 og Fangelejrens frie halvdel 1980 bliver tonen imidlertid skinger. En haglbyge af skældsord skal overdøve "Løgnens jungletromme" i det neomarxistiske Danmark. Indtrykket af bøgernes interviews er sælsomt monotont: de filosofiske og politiske systembygnigner har indbygget meningsdiktatur der fører lukt mod fangelejre og antisemitisme! De ligesindede byder Stangerup ingen modstand, og man kan komme i tvivl om hvem der er bugtaleren og hvem der sidder på skødet.
Det er i reportagen fortælleren Stangerup kommer til sin ret, og i Tag din seng og gå 1986 priser han den på debatjournalistikkens bekostning. Alligevel er det sidstnævnte han har ofret mest energi og galde på, og uden Stangerup var dansk kulturdebat utvivlsomt blevet mere ensidig og tam.