Med Vejen til Lagoa Santa (1981) begyndte en ny fase i forfatterskabet. Stangerup slipper sit jeg for at give sig et enormt stof i vold.
Gennem naturforskeren P.W. Lunds livsskæbne i det 19. århundrede følger vi den europæiske civilisations verdenserobring med industrialisme og imperialisme, demokratiets fremvækst og troens tilbagegang i takt med den videnskabelige erkendelses udvikling.
Lund kommer kønsforskrækket og angst for sygdom og død til Brasilien, besat af forskerens trang til at beskrive og klassificere.
Hans vidunderlige fund af knogler fra uddøde dyrearter skal indpasses i hans ambitiøse projekt: at udrede Guds skaberplan. Nye fund tvinger ham til stadig at revidere planen og pludselig, gådefuldt, ramler det; han bliver syg og synker ind i depression.
Sidstedelen handler om Lunds regeneration, og den er fuld af paradokser. Nok vender han sig mod sit indre liv, men hans væsen åbner sig for den menneskelige virkelighed, og den fattige befolkning tager den hjælpsomme mand til sit hjerte.
Fra sit eksil, som han ikke ønsker at forlade trods sin binding til hjemlandet, følger han gennem breve og besøg fra Europa en udvikling han stiller sig negativt overfor, tro mod sin gamle forestilling om livets lange kæde hvor hvert led har sin plads. Et natursyn som i Stangerups fremstilling rummer økologisk tænkemåde, tolerance og næstekærlighed, modsat den darwinistiske "struggle for life" som skulle få tiden med sig. Lagoa Santa er livshengivelse. Den farveglødende og underfundige beskrivelse af vejen dertil kan få selv knoglefund til at sprælle af liv.
29138427
Det er svært at ø i Dieppe (1985), om kritikeren P. L. Møller der endte på dårekisten i behandlernes hænder (som "Manden der ville være skyldig") dødsmærket af "sygdommen" som dr. Lund aldrig udsatte sig for, er en mere opslidende romanbiografi. Om den aldrig stillede længsel i et højt begavet menneske der udstødtes/flygtede fra 1840ernes København, hvor hans provokerende meninger og levevis afgjort ikke stod til tapeterne, "hjem" til det andet kejserdømmes frådende pariserliv. Reporteren fra "Veritabel Pariser" har taget en tur med tidsmaskinen dertil.
Her går Møller siden under i fattigdom, rusmidler og syfilis, men med en uudslukkelig kærlighed i sig til det Danmark han - som Lund - ikke kunne bekvemme sig til at gense.
Møller er Kierkegaards fortvivlede æstetiker: hvor dr. Lund omsorgsfuldt sysler med at føje led til led i Skaberens kæde, dér ler Møller så hjertelig destruktivt at alle lænker brister. Han er splittet mellem længslen mod festslottet og skønhedens revers: den vulgære sanselighed som man viser fra sig og han søler sig i.
Stangerup har investeret sig selv i hans lidenskab og i de ofte vildtvoksende og grovkornede ind- og udfald der må kunne give f.eks. rødstrømper og tyskere gåsehud!
Henrik Stangerup døde i 1998, 61 år gammel.