10 minutter i tolv nytårsaften 1957 kom Susanne Staun til verden på Frederiksberg. Som efternøler hos en fornem overlægefamilie fra Frederikssund lå det rebelske ligesom på spring hos Susanne, som udviklede et stort repertoire af drengestreger både i hjemmet og i skolen. For eksempel forsøgte hun at få opmærksomhed fra en køn, ung lærervikar ved at lægge en lort på katederet, og en anden gang dekorerede hun en planche med kropsudsondringer, som hun efterfølgende smækkede op på Willumsens Museum. Hun mener selv, at hun muligvis ville have været diagnosticeret med DAMP, hvis det havde været i dag.
Gymnasieårene forsvandt i en hashtåge, og i 1976 blev hun student på trods af et 00 i matematik, som hun opnåede ved at nægte at udtale sig. På universitetet, hvor hun studerede engelsk, blev hun vækket af Philip Roths forfatterskab og blev superstuderende, og efter den erhvervede Cand.mag.-titel fik hun et Fullbright-ophold på en journalistuddannelse i USA.
Derefter sad hun tungt i en redaktørstol på Egmont-forlaget i ti år. Sideløbende grundlagde hun en familie med tysk ægtefælle og bopæl i mormorens gamle sommerhus i Frederikssund. Alt gik godt og karrierelykkeligt, indtil hun røg ind i en hegnsstrid med naboen. Derefter brugte hun aftenerne på at drikke sig plimmelim af ren og skær ærgrelse, mens hun monomant skrev “du er dum, du er dum …” – lidt ligesom Jack i Stephen King-thrilleren “The Shining”. Men i modsætning til Jack kom der pludselig kød på, og inden længe var det blevet til debuten “Sådan lyder en salonriffel”.
Efter debuten er udgivelserne faldet lige så regelmæssigt som Woody Allens film – med en ny titel hvert år. De fleste rendyrkede spændingsromaner. Og som regel til anmeldernes overvældende begejstring. Selv den notoriske kritiker Lars Bukdahl, som i 20 år har kastet op på et højt niveau over alt, hvad der lugter af skabeloner og et “stort, fedt subjekt” (klar fortæller, klar hovedperson) og andre genregreb, som Susanne Staun også betjener sig af, hylder hende som modbillede til den almindelige elendighed på bestsellerlisterne. “I øvrigt ser jeg ingen grund til, at gode forfattere ikke også burde sælge. Tag sådan én som Susanne Staun! Alt burde tale for, at folk sad og læste hende som besat i lufthavne. De gør det bare ikke” (Søren Kassebeer: Selvfølgelig er jeg højrøvet. Berlingske Tidende, 2004-11-24).
I et interview fortæller Susanne Staun, at hun har en tilbagevendende fantasi om at “poppe en rocker, der er kommet for godt i gang” (Lotte Thorsen: Barsk krimiforfatter tør ikke gå ud om natten. Politiken, 2010-09-19). I det hele taget kunne Susanne Staun godt tænke sig at praktisere lidt Dirty Harry-justits, men når mørket sænker sig, forsvinder modet, og hun låser dørene og kryber ned under dynen med en peberspray og stungun inden for rækkevidde. Hun er nemlig lidt af en kylling, og det med at rydde op i alverdens psykopater må hendes heltinder tage sig af. De er højt begavede, handlekraftige, overvejende idiosynkratiske kvinder og ligner hver især et godt bud på en verdensrekord i utilpassethed. På det punkt er slægtskabet med deres forfatter måske nemmere at få øje på.