Fanny Fiske-serien

Ud af forfatterskabets til dato tolv titler har de fem Fanny Fiske i hovedrollen. Fiske er adfærdspsykolog og profileringsekspert med speciale i seriemordere. Ja, hun er vel nærmest blevet et begreb for det skøre, det vilde og det beskidte i den danske krimiverden. Fra sin bopæl i en nær, lettere dystopisk fremtid i universitetsbyen Cornwell et sted syd for London hjælper hun politiet i England og det øvrige Europa med at blotlægge den sociale og psykologiske dna på forbrydere uden et sædvanligt motiv.

Ud over at hun er hovedperson, så er hun fortæller og præsenterer sig i bøgerne sådan her: “Mit navn er Fanny Fiske – dr. Fanny Fiske. Jeg er adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og tilknyttet EFBI, European Federal Bureau of Intelligence, som konsulent, men betjener også Statspolitiet i alle Europas Forende Stater. Der er brug for mig i sager, hvor fremmede forgriber sig på fremmede, og hvor politiet derfor ikke kan gå efter noget så håndgribeligt som et motiv. Når fremmede voldtager eller myrder fremmede, er der ikke andre motiver end de fantasier, voldsmanden har i sit eget hoved.” (“Liebe”, s. 14).

Fanny Fiske taler ikke om sin alder, men det er der andre, der gør, og romanerne udspiller sig i årene op mod hendes pension, der er fremrykket, fordi hun overarbejder og ikke holder ferie. Hun ligner alligevel en 35-årig. Det er der en grund til. “Jeg har fået foretaget fire ansigtsløftninger og flere omgange laser resurfacing, end jeg umiddelbart kan huske. Hertil kommer et par pandeløft. Jeg har købt mig til stram hud i alle led (kniv), og hver sjette måned får jeg injiceret Restylane i de dybe nasolabiale furer og i den rasende rynke mellem øjenbrynene. (…) Hvis jeg har tid, får jeg hver uge huden behandlet med “Askepotampuller”, som jeg i øvrigt også selv behandler mine hænder med, så tit jeg husker det. Sådan er det. Og det er sådan, fordi jeg ikke vil finde mig i, at kvinder kun tildeles et liv på omkring de 40 år. For som jeg altid siger. Det er slemt nok at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde oven i købet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere.” (“Liebe”, s. 24).

Fanny Fiske er plastic med diamantbor i øjnene i et superstiliseret miljø, som refererer til højre og venstre og bag ud og frem ad til høj-, pop- og lavkultur i et postmoderne metaorgie. Den bedste veninde hedder Polly-Jean Harvey (som sangerinden PJ Harvey), den tilbagevendende plageånd og sladderbladsjournalist, som igen og igen sværter hende til, Hanif Kureishi (som den britiske forfatter).

Over de fem bind henvises til cirka syvogtredive indoeuropæiske dialekter og ursprog. Der er ingen grænser for indfaldene, hvilket bare gør det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at det er stramt som den berømte hamsters bagdel.

Centralt står kampen mod en kvindes store mareridt: alderdom og seriemordere. Og det som fuldbyrder den samme kvindes herlige tilværelse: sex, mad og designerklude – i den rækkefølge. Fanny Fiske forbruger unge elskere som engangsdildoer. Hun har en appetit som en hest på fransk cuisine. Og hendes tøjvalg koster det hvide ud af øjnene. Hun er kosmopolit med aner, som fortaber sig i Rusland og Danmark. Hun er notorisk single og renset for sentimentalitet, men ikke følelser – langt fra.