Sven Holm blev født i 1940 og boede gennem sin barndom mange forskellige steder. Hans far var oberst og ofte udstationeret. I slutningen af halvtredserne kom Sven Holm til Herlufsholm Kostskole, og det var her, han for alvor begyndte at skrive. Han var glad for skolen, fortæller han i et interview: »Det gav mig nemlig rum og tid til at skrive. Jeg lod kammeraterne tro, at jeg læste lektier. Men i virkeligheden skrev jeg som død og helvede digte, små kriminalromaner, fortællinger. Jeg kunne så også skjule skriveriet for mine forældre«. (Marianne Juhl: “Under stadig skælven”. Interview i Jyllands-Posten, 2001-09-18).
Op gennem tresserne skrev Sven Holm en lang række noveller og fortællinger. Her tog han blandt andet tråden op fra Villy Sørensens forfatterskab og det fantastisk-symbolske formsprog, der kendetegner Sørensens novellesamlinger “Sære historier” og “Ufarlige historier”.
Sven Holm har igennem hele sit forfatterskab arbejdet meget med dramatik og har blandt andet skrevet oplægget til tv-serien “Kald mig Liva” fra 1992. Hans kontakt med teater- og tv-verdenen har til tider været stormfuld og kaotisk. Blandt andet måtte han igennem en retssag, som Det Danske Teater anlagde mod ham i forbindelse med splid om aftalerne om et stykke, ligesom han har været nødt til at opgive en næsten færdig tv-serie om Dirch Passer.
Sven Holm har altid været en outsider i den danske forfatterverden, et forhold som på glimrende vis beskrives i tidsskriftet Sentura: “Alligevel har han et lidt støvet præg over sig. Det er, som om hans navn lugter lidt af gamle bøger glemt i sommerhuset. Det er, som om der hænger en aura af farmor ved ham... Se bare billedet af den intellektuelle bedsteborger, der iført stråhat, briller og tænksomt blik er klar med en revser - anytime anywhere!” (Ulf Joel Jensen: “Stråhat, briller og tænksomt blik”. Sentura, 2000-09-07). Sådan er det med Sven Holm - en stilsikker ener.