Læserens rolle

Citat
Og det var, som om der kun behøvede at gå et øjeblik til - så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt, vidunderligt liv tage sin begyndelse; og begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde.
Fra: Damen med hunden

I den objektive metode er meget overladt til læseren. Det lakoniske sprog giver plads til eftertanke. Vi må selv tolke og konkludere. Novellerne slutter ofte uden, at man er helt klar over, hvad de ender med. Hos Tjekhov er der ingen, som lever lykkeligt til deres dages ende. I Damen med hunden (1899) bliver Gurov indtaget i den forførende Anna, mens han opholder sig i Jalta. De er begge gift og Gurov regner med, at han kan ryste forelskelsen af sig, når han vender hjem. Men deri tager han fejl. Han indser, at han elsker Anna og ikke kan leve uden hende. Novellen slutter med, at Gurov står sammen med sin elskede og tager sig til hovedet. Han ved ikke hvordan, han nu skal få sit liv til at hænge sammen. "Og det var, som om der kun behøvede at gå et øjeblik til - så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt, vidunderligt liv tage sin begyndelse; og begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde." Det er blandt andet disse åbne, uafrundede afslutninger, der har fået mange til at kalde Tjekhovs formsprog impressionistisk. Degas henlagde vigtige motiver til kanten af billedet og lod dem ligefrem forsvinde ud over rammen. På samme måde synes der at være en vis vilkårlighed i Tjekhovs komposition. Novellerne ender aldrig med en salut. Læseren må selv forestille sig resten af historien. Det er op til os, om Gurov og Anna virkelig får hinanden.