“Jeg læste hele den lange række af eventyrlige fortællinger fra Den trojanske krig til Robinson Crusoe og Onkel Tom, alt hvad jeg kunne få fat i af Jules Verne, Feltlægens historie, Ingemans historiske romaner, Greven af Monte Christo og De tre musketerer, Den sidste mohikaner, Junglebogen, Svenskerne og deres høvdinge, Skatteøen, Tom Sawyer og Huckleberry Finn”, mindedes Astrid Lindgren om sine læseoplevelser som barn (i essayet “Det begyndte i Kristins køkken”, citeret efter Bo Green Jensen “Det første landskab”, side 56.). Den store svenske børnebogsforfatter placerer Jules Verne lige præcis der, hvor de fleste nok mener, han hører hjemme, i kongerækken af fortællere, som kan det helt særlige at få lyset frem i øjnene hos børn i alle aldre.
Der var ellers ikke meget eventyr over Jules Vernes barndomshjem, borgerligt og strengt katolsk, som det var. Men han havde et romantisk sind og en levende fantasi, som blev stimuleret af sejl og søfolk i havnen. Som tolvårig tog han hyre på en skonnert, som sejlede på Indien for at hente et koralhalsbånd hjem til en kusine, han gjorde kur til. Faren nåede lige akkurat at fange den lille eventyrer ved Loireflodens udmunding. Ellers havde der formentlig gået en rum tid, inden de havde set ham igen.
Som ung flyttede Jules Verne til Paris og sideløbende med sine studier i jura fulgte han forelæsninger i matematik og geografi, frekventerede videnskabsfolk og opdagelsesrejsende og besøgte byens litterære saloner. Han kom under den mægtige Alexandre Dumas’ (forfatteren til “De tre musketerer”) vinger og debuterede i 1851 som dramatiker på Dumas’ Théâtre Historique med vaudevillen “Les pailles rompues” (‘brækkede strå’). Dumas skaffede efterfølgende Jules Verne en stilling som sekretær på et andet teater, Théâtre Lyrique. Det gav et fast indtægt ved siden af den beskedne støtte, han havde med sig hjemmefra.
Op gennem 1850’erne udgav Jules Verne en lille håndfuld noveller, skrev en række teaterstykker og havde forskellige stillinger. I 1862 påbegyndte han et livslangt og afgørende samarbejde med forlæggeren Pierre-Jules Hetzel og udsendte året efter gennembrudsromanen “Fem uger i ballon” i serien “Les Voyages Extraordinaires”, som også omfattede resten af hans kendte værker og som blev grundstenen til hans berømmelse og rigdom.
Hvad kvinder angik var han det absolutte modstykke til Alexandre Dumas, Parises ukronede førsteelsker. Jules Verne havde bulimiske spiseforstyrrelser og en nervelidelse, som i 1855 lammede den venstre side af hans ansigt. Selv kusinen, som han havde været ved at rejse til Indien for, ville ikke vide af hans tilnærmelser. Frem til 1857 høstede han ikke andet end knust hjerte, men så mødte han endelig den 26-årige enke og mor til to, Honorine Morel, og giftede sig. Frem til 1870 boede ægteparret i Paris, herefter i Amiens.
I marts 1886 blev Jules Verne skudt og alvorligt såret af en sindssyg nevø. Samme måned døde forlæggeren Pierre-Jules Hetzel. I de følgende år kastede Jules Verne sig over kommunalpolitik, men skrev fortsat. Ved sin død i 1905 talte “Les Voyages Extraordinaires” små firs romaner. Hertil kom en række teaterstykker, digte, sange, voksenromaner, noveller og essays.