Fem uger i ballon

Citat
“Pludselig gav det et kraftigt ryk i ballonen; ankeret havde antagelig grebet fat i en skjult klipperevne under græsdækket.
- Så er der bid! råbte Joe.
- Kast stigen ud, svarede jægeren.
Endnu inden han havde fået talt ud, skar et gennemtrængende skrig gennem luften, og de råbte alle tre i munden på hinanden:
- Hvad var det?
- Det lød uhyggeligt!
- Tak skæbne, vi er igen i fart! … ankeret havde revet sig løs.
- Nej det sidder godt nok fast, sagde Joe og halede i tovet. Det er klippen, der bevæger sig.
Der var pludselig opstået en bevægelse i græsset, og lidt efter stak en langagtig tingest i nogle mærkelige bugtninger frem.
Jules Verne: “Fem uger i ballon”, side 111.

Op gennem det nittende århundrede knopskød litteraturen i Frankrig med klassikere og semiklassikere, som fejrede rejsen og opdagelsesrejsen til fremmede kulturer og fjerne, ukendte egne af verden. Det var værker som “Rejse i Orienten” fra 1851 af Gérard de Nerval og Gustave Flauberts “Salammbô” fra 1862. Man kaldte over en kam tendensen eksotisme. Det var langt hen ad vejen en romantisk strømning, næret af øget udveksling mellem landene. Akkurat som i dag var der en fornemmelse af, at verden var blevet mindre, som blandt andre Phileas Fogg gør opmærksom på i “Jorden rundt i 80 dage” (side 24) på grund af de landevindinger, som var gjort inden for transport og infrastruktur.

Et af tidens store symboler på eventyret og den teknologiske udvikling var varmluftsballonen. Den kunne ikke andet end inspirere den teknologi- og videnskabsbegejstrede Jules Verne, så meget desto mere som dens historie var nært knyttet til Frankrig. Papirfabrikanten Montgolfier havde opfundet den og to andre franskmænd, de Rozier og d’Arlandes, havde som de første fløjet i den. Den 21. november 1783 lettede de fra Boulogneskovene og tilbagelagde otte kilometer på femogtyve minutter. At det ikke var ufarligt blev understreget et par år senere, da de Rozier styrtede ned og omkom under et forsøg på at krydse Den engelske kanal.

“Cinq semaines en ballon” fra 1863 (“Fem uger i ballon”, 1874) er historien om den unge, britiske korrespondent Fergusson, der tager på sig at udforske Afrikas geografi og til formålet konstruerer en imponerende ballon med en diameter på fem og en volumen på 1663 kubikmeter. Han fanger passatvinden på øen Zanzibar ud for Afrikas østkyst og driver ind over kontinentet.

Krimi- og kærlighedsintrigen, de lumske forbrydere og den smukke udkårne, som føjer kolorit til andre af Jules Vernes klassikere er udeladt, men “Fem uger i ballon” klarer sig fint endda. Fortællingen er frisk, underfundig, fuld af herlige hændelser og kendetegnet ved mange af de træk, som i øvrigt karakteriserer forfatterskabet: en solid, alvidende fortæller, en farlig natur, en ide og evnerig hovedperson, en loyal og kæk ven og en trofast tjener. Hertil kommer primitive vilde uden sans for videnskabens skønhed, men heldigvis har Fergusson ballast om bord, så han kan lette gondolen og stige op over spydenes og pilenes rækkevidde.

Jules Verne vender tilbage til ballonen i “L’Île mystérieuse”, fra 1874-1875 (“Den hemmelighedsfulde ø”, 1900) og “Hector Servadac” fra 1877 (“Hector Servadac, 1883), men det er i “Fem uger i ballon”, at han fejrer den som hovedgimmick. Trekvart århundrede senere døbte amerikaneren Hugo Gernsback romaner, der som “Fem uger i ballon” havde afsæt i naturvidenskaben, science fiction (egentlig scientifiction). I Jules Vernes tid talte man snarer om roman scientifique.