En verdensomsejling under havet

Citat
“- Kaptajn Nemo, sagde jeg til min vært, som lige havde anbragt sig på en sofa, her er et bibliotek, som ville være en pryd for mere end ét af kontinentets paladser, og jeg er sandelig forundret, når jeg tænker på, at det kan følge Dem til det dybeste hav.
- Hvor finder man mere ensomhed, mere tavshed, hr. professor? spurgte kaptajn Nemo. Tilbyder deres arbejdsværelse på museet dem fuldkommen ro?
- Nej, min herre, og jeg bør tilføje, at det er meget fattigt i sammenligning med Deres. De ejer seks à syv tusind bind …
- Tolv tusind, hr. Arronax. Det er de eneste bånd, der knytter mig til landjorden. Men jeg var færdig med verden, den dag da min Nautilus for første gang dukkede ned under vandene.”
Jules Verne: “En verdensomsejling under havet”, side 115.

Jules Vernes tog ikke kun naturvidenskaben i ed, men også politiske, sociale og kulturelle forhold. “Vingt mille lieues sous les mers” fra 1869-1870 (“En verdensomsejling under havet”, 1872) har sit udspring i indernes kamp med de engelske koloniherrer i attenhalvtredserne. Den ædle, rige, vestligt uddannede prins Dakkar kæmper på oprørernes side og taber. Englænderne udrydder hans slægt, herunder hans kone og deres to børn. Forbitret og desillusioneret beslutter han at forsvinde fra jordens overflade. På en øde ø lader han bygge den overdådige, elektriske undervandsbåd Nautilus, kalder sig kaptajn Nemo, og står til søs med tyve af sine mest trofaste mænd, for aldrig siden at se den civiliserede verden igen.

På sin sejlads samler han ufattelige skatte op fra forliste skibe på havbunden og en dag tre passagerer fra en amerikansk fregat, som er sunket efter et sammenstød med Nautilus. Efter ni måneder som Kaptajn Nemos fanger undslipper de. En af dem er den franske professor Arronax, som fortæller om sine oplevelser på Nautilus i en bog med titlen “En verdensomsejling under havet”, hvormed fortælleren er etableret med en lille fiks sløjfe. Undervejs lider man med den mystiske kaptajn Nemo, som nok er frygtindgydende og forhærdet i sit had til den civiliserede verden, men samtidig selv er uhyre civiliseret og et menneske, som fælder en tåre, hver gang en af hans tapre mænd er blevet revet bort. En af de mest gruopvækkende scener er uden tvivl kæmpeblæksprutterne, som mod bogens slutning angriber Nautilus og viser sig at være immune over for de eksplosive elektriske kugler, som Kaptajn Nemo har udviklet.

Kaptajn Nemo dukker op igen i “L’Île mystérieuse” fra 1874-1875 (“Den hemmelighedsfulde ø”, 1900) sammen med den angrende synder Ayrton, yachten Duncan og Robert Grant fra “Les Enfants de Capitaine Grant” fra 1865-1867 (“Kaptajn Grants børn”, 1877), to af forfatterskabets andre højdepunkter.