Outsidermotivet bliver for alvor udfoldet i Charlotte Weitzes anden roman, som udkom i 2003. Hovedpersonen i ”Brevbæreren” er den unge albino Kaspar, der ikke tåler solens skarpe stråler men får sin drøm om et job som landpost opfyldt i den fjerntliggende bjergby Fåreheim, hvor solen kun skinner maksimalt en uge om året. Bjergbyen bærer dog på hemmeligheder, og der er derfor tale om en livstidsstilling med indskærpet tavshedspligt. I byen møder Kaspar en række skæve menneskeskæbner og involveres i deres livshistorier. Det drejer sig bl.a. om fåreavleren Sofie i ulveskindspels og den talentfulde violinist Lærke, der ikke kan tåle, at folk klapper af hendes musik, og som derfor nu spiller klassisk musik for de særlige Stradivarius-får, som også tildeles hver deres haikudigt. Musikken og lyrikken frembringer en særlig god kvalitet fårekød, som kan sælges i dyre domme til japanere.
24872327
I romanen fremhæves værdien af det forskelligartede og skæve. Som det hedder i en tale i albinoforeningen: ”Naturens styrke er at byde på mangfoldighed”. En vigtig tematik i bogen er overgangen fra barn til voksen. Romanens hovedperson gør sig fri af sit tætte forhold til sin alvorligt syge mor og finder i den afsidesliggende bjerglandsby sin egen plads i tilværelsen. Romanen er således en udviklingshistorie om at blive voksen, med alt hvad det indebærer af forsøg på at finde ud af kærligheden, seksualiteten og sin egen identitet. Men det foregår i Weitzes helt særegne fortælleunivers, der inddrager eventyrets kendetegn i det tilsyneladende realistiske. I bjergbyen findes f.eks. et mystisk hvidt kongeslot, og et hvidt lam i historien viser sig at være et spøgelseslam.
Ligesom i andre bøger af forfatteren, ser man også her en konkretisering af følelser. Denne historie konkretiserer, hvad det vil sige at føle sig usynlig eller set. Hovedpersonen i romanen finder mod slutningen svar på uafklarede spørgsmål og bliver mere synlig i verden, både konkret og i overført betydning. I løbet af historien henvises der til kendte folkeeventyr. Parret, der sorterer post, hedder f.eks. Hans og Anne-Grethe, og de fortæller bl.a. historien om dengang, Hans var lige ved at blive spist af en kannibal, som dog synes, han var for mager.