Charlotte Weitze er blevet kaldt en moderne eventyrforfatter, og inspirationen fra eventyrgenren er allerede tydeligt til stede i hendes debutbog “Skifting” fra 1996. Historierne i novellesamlingen foregår alle på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige. En hjemmehjælper, en kassedame og en præst optræder side om side med engle, spøgelser og troldebørn i novellerne. Ligesom i folkeeventyrene er grænserne mellem det realistiske og det fantastiske udvisket, således at selv de mest usandsynlige hændelser fortælles, som om de var logiske og sandsynlige. Samtidig sidestilles de realistiske skildringer og det fantastiske, groteske og eventyrlige hos Weitze, så det ikke altid er til at afgøre, hvad der befinder sig på tekstens realplan og på dens billedplan. En kassedame lever blandt hjortene, en hjemmehjælper bliver måske spist af en ældre mand og den døde lillesøsters tilstedeværelse som en engel indgår naturligt i en tredje historie. De dunkle sider af sindet og følelser som sorg, ensomhed, tvivl og skyld behandles som i et eventyr.
Et andet træk fra folkeeventyret, som man genfinder hos Weitze, er placeringen mellem kultur og en natur, der personificeres og hermed tildeles et eget liv. Som det hedder i titelnovellen “Skifting”: “Skoven kaster hurtige blikke, mens den går forbi Maria, som havde den set en fremmed med bekendte træk” (s. 19).
Titelnovellen er et godt eksempel på nogle af samlingens centrale elementer. En skifting er et vanskabt eller umedgørligt barn, som ifølge folketroen er et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn. I novellen er pigen Maria en sådan skifting – et forbyttet troldebarn, der med sin hale, sine store ører og sin evne til at se i mørke er anderledes end både sine forældre og de andre børn. Marias bedsteforældre er imidlertid ligesom hende trolde, men på grund af sin opvækst er Maria også hos dem anderledes med sine tilegnede mennesketræk. Hun er lidt for meget menneske og lidt for meget trold til at føle sig tilpas i nogen af de to verdener: “- Selv om man har en hale, er det ikke sikkert, man er som os, svarer farmor og bøvser. – Du selv er trods alt også for menneskelig til at ligne os helt. Man bliver, som dem man omgås, selv om dit blod er blandet med skovens.” (s. 26).
Outsidermotivet finder man også i mange eventyr, og denne placering mellem to verdener er en figur, som optræder mange steder i forfatterskabet og allerede er til stede i debutbogen.