Har jura og litteratur noget med hinanden at gøre? Det har det hos den unge tyske forfatter Juli Zeh. Hun er selv uddannet jurist, og har sågar skrevet en ph.d.-afhanding om europæisk ret. Hun blev født i Bonn i 1974, den daværende vesttyske regeringsby, som datter af indehaveren af en af de højeste stillinger i Tyskland, chefen for den tyske forbundsdag. Altså et hjem med klaver. Det lærde og intellektuelle er da heller ikke på nogen måde fremmed for Juli Zeh, der også allerede fra starten af sin forfatterkarriere blev en ofte anvendt kommentator og klummeskriver i den tyske presse. Om alt fra emner om EU til retsfilosofiske udredninger til en grundlæggende kritik af demokratiet.
Det litterære talent blev også dyrket på skolebænken, da hun, sideløbende med at hun færdiggjorde sin juristeksamen, gik på det tyske litteraturinstitut i Leipzig. Det juridiske blev dog på ingen måde lagt på hylden, og hun har sideløbende med sin forfattervirksomhed kørt sin karriere som jurist videre.
Zeh har ikke været særligt meddelsom med sin egen historie, men påfaldende overensstemmelser mellem hendes egen biografi og romanfigurernes historier, giver nok et meget godt fingerpeg om, hvilken baggrund denne tyske forfatter har. .
Juli Zehs historier er personlige, spektakulære historier – ofte om outsidere med et forkvaklet forhold til deres sociale miljøer – der blander sig med moralske spørgsmål flettet ind i juraens snørklede, men stringente og rationelle univers. Det kan lyde komplekst og utilnærmeligt, men bliver faktisk spændende læsning, fordi romanerne også er elementært velfortalte historier om det at være teenager, eller om at søge efter egen identitet og anerkendelse i miljøer, hvor det anderledes og usædvanlige ganske vist tolereres, men ikke påskønnes