Det kan være svært at undgå at drage paralleller mellem en forfatters liv og hendes romanpersoner – særligt hvis de synes meget oplagte. Spørgsmålet er bare, hvad man får ud af det? Bidrager det egentlig til vores læseoplevelse eller læseforståelse, om forfatteren nu har noget tilfælles med de personer og de liv, hun skriver om? I Zehs debutroman “Adler und Engel” fra 2001 (“Ørn og engel”, 2003) er hovedpersonen ganske vist en mand, men han er også jurist lige som Zeh – han har også specialiseret sig i international ret – ligesom Zeh, men der hører lighederne også op.
Max hedder hovedpersonen, der ikke ligefrem havde en lykkelig barndom. Tyk og bebumset var det ikke succesoplevelser, der var flest af. For at komme ud af denne svære start på livet opstiller Max et projekt i sit liv: han vil være en stor jurist. Det lykkes og lynhurtigt bliver han del af en international kreds af jurister, der beskæftiger sig med EU- og folke-ret med fokus på det tidligere Jugoslavien. Hans store kærlighed og veninde Jessie, der elsker en anden, skyder sig selv, mens hun taler i telefon med Max. Jessie, der introducerede Max til hans primære bibeskæftigelse, kokain, viser sig at være datter af den største narkobaron i eks-jugoslavien og herefter bryder det hele sammen. Hans stofmisbrug når nye højder, og han siger sit job op og beslutter sig for at gå i hundene. Men pludselig dukker den psykologistuderende Clara op, der skriver på en afhandling om mennesker på stoffer. Og på den måde får de noget ud af hinanden. Han får lidt selskab, hun materiale til sin afhandling. De to kommer lige så langsomt ind på livet af hinanden, mens Max forsøger at forstå Jennies selvmord.
25351770
Romanen er fortalt bagud. Vi møder Max første gang i Wien, døsig af stoffer, og langsomt bliver hele forhistorien rullet op. Max fortæller om sit forhold til Jessie og narkoringen og sit arbejde med EU-udvidelsen mod øst og de forestående internationale retssager mod krigsforbrydere fra krigen i Jugoslavien. Lige så langsomt går det op for læseren, at der en sammenhæng i det hele. Men Max forstår den ikke selv, og man er som læser aldrig helt sikker på, hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Ved at lade fortællerperspektivet være hos Max hele romanen igennem, giver Zeh fortællingen en næsten surreel karakter. Konstant på stoffer bliver virkeligheden set gennem hans svævende bevidsthed.
Ved at kæde narkohandlen sammen med krigen på Balkan og særligt med den internationale retsinstans, der er ved at blive stablet på benene, får Zeh givet en massiv kritik af forestillingen om, at det internationale samfund kan dømme over lokale konflikter. Max’ personlige krise er også det internationale samfunds krise over for en konflikt, som den aldrig kan løse. Hvad der er ret og uret i Max’ hoved og i den konflikt, der udspillede sig på Balkan, kommer i virkeligheden ud på ét. Det billede, der står tilbage efter endt læsning, er ikke kønt. Alligevel formår Zeh at åbne små sprækker af håb i forholdet mellem Clara og Max. Måske er den mellemmenneskelige kærlighed alligevel mulig, på trods af mangel på moral og faste spilleregler.
Zehs sproglige stil i debutromanen er allerede fuldt udviklet. Den stringente prosa, hun har fra juraens formelle sprog, kombineres med en omfattende billedrigdom i sproget, der igennem Max’s kokain-bedøvede hjerne, næsten tager pusten fra læseren.
“Ørn og engel” er oversat til 28 forskellige sprog.