“Ada var en ung pige og ikke køn.” Sådan begynder det første egentlige kapitel i Juli Zehs anden store roman, “Spieltrieb” fra 2004 (“Legesyge”, 2007). Ada er fjorten år gammel og har netop skiftet skole. Hun er en outsider og skiller sig væsentligt ud fra de piger, der dominerer de mellemste årgange: “I alle klasser fra syvende og opefter gik der fløjls- og silkebløde piger, hvis fødsel var blevet ledsaget af langsomt frembrusende musik, ligesom styresystemet Windows bliver det af sin velkomstouverture. [...] Den aura af indbildsk renhed, der omgav dem, lod sig hverken påvirke af regnskyl eller fugtig sommervarme. Alt klædte prinsesserne, vådt hår, røde næser – det lag støv, der lagde sig over kroppene i gymnastiktimerne, når de sprang ned i den gamle grusgrav. [...] Med denne beskrivelse har man remset alle de egenskaber op, der ikke kunne bruges om Ada.” (s. 13-14).
26967155
Den overbegavede Ada og hendes eneste ven, den mindst lige så selvbevidste og erklæret impotente Alev, sætter de moralske grænser på spil i et form for rollespil, der munder ud i, at de forfører deres tysk- og idrætslærer. Spillet er udtænkt med ubehagelig udspekuleret akkuratesse og går først galt, da følelser begynder at blive involveret. Plottet er grumt – de to lokker læreren til at gå i seng med Ada, mens Alev optager det hele på video, for derefter at afpresse ham til at betale dem penge for at holde mund. Det hele ender i en retssag, hvor Alev og læreren bliver dømt, mens Ada går fri.
Romanens hovedtanke er spillet – legen som motiv. I selve udfordringen af de gængse spilleregler, i det at sætte sig ud over de gældende normer – og den gældende lov. Ada og Alev forfører og afpresser ikke læreren for selv at få noget ud af det, men ganske enkelt for at se, hvad der sker. Hvor langt kan de trænge ham op i en krog, hvor meget magt kan de have over ham, før han bryder sammen? I denne leg bliver den konkrete handling til en retsfilosofisk diskussion om moralens grænser og voldens logik.
Deres leg kommer fra den såkaldte spilteori, der inden for den økonomiske videnskab har til formål at kunne forudsige mennesker handlinger og valg. En af de mest berømte spilteorier er “fangernes dilemma”. Her er situationen: To personer, A og B, er anholdt, og politiet har ikke nok beviser til at få nogen af dem dømt. Hvis ingen siger noget. Men hvis en af dem tilstår at have været med, og at den anden var den, der skød (f.eks.), så vil ham, der tilstår, få en mindre straf – hvis vel at mærke den anden ikke også har sagt noget.
Her er et eksempel: Hvis begge holder mund, går de begge fri. Hvis A snakker og B holder mund, går A fri og B får 10 år. Hvis B snakker og A holder mund, går B fri og A får 10 år. Hvis begge snakker, får de hver to år. Den optimale løsning for begge er selvfølgelig, hvis ingen sagde noget. Men det kræver, at man stoler på, at den anden holder tæt.
Romanen tematiserer en gammel filosofisk diskussion om grænsen mellem ret og uret. For Ada og Alev er regler af enhver slags vilkårlige – dvs. de kunne lige så godt have været anderledes. Derfor kan de selv bestemme deres egne regler. På den måde går de imod forestillingen om, at der findes en endelig retfærdighed, at der i verden findes noget, der objektivt er mere retfærdigt end noget andet. Hele diskussionen forløses (næsten) til sidst i romanen, da Ada indser, at det rigtige må ligge i “respekten” for det andet menneske. Uden den – intet fællesskab. Det kan lyde en smule fortænkt, men romanen i sin helhed er særdeles underholdende – og hårrejsende – i sin fortælling, og de tunge diskussioner er grundigt indlejrede i personernes forhold til hinanden.