Brummstein

Citat
“For 20-30 millioner år siden i virkelig tid og omtrent to døgn i den metaforiske nedskalering konvergerede Adria og Europas plader, hvorved førstnævntes nedre skorpe blev kilet så dybt ind i den europæiske skorpe, at denne flækkede. Den fraflækkede nedre skorpe blev tungere som følge af metamorf omdannelse og sank videre nedefter. Samtidig brækkedes også et knap 0,7 kubikkilometer stort massiv af Adrias krystalline sokkel løs, og i stedet for at følge med ned i det ophedede dyb under Europa vandrede det op gennem kalklagene, til det i dag befinder sig tæt ved overfladen, omsluttet af det 2314 meter høje Silberenbjerg, 37 kilometer vestnordvest for Chur.”
“Brummstein”, s. 9.

Med romanen “Brummstein” fra 2003 udgav Peter Adolphsen sin første større prosatekst. I bogen fortælles om en uforklarligt brummende sten, titlens “Brummstein”, som en amatørgeolog i begyndelsen af det tyvende århundrede henter op fra et dybtliggende hulesystem i de schweiziske alper. Efterfølgende udgøres romanens udviklingsprincip af stenens skiftende ejerforhold gennem historien.

Indledningsvis befinder vi os blandt politiske aktivister i mellemkrigstidens Berlin. Her får en jødisk pige foræret den mystiske brummesten, men glemmer den under sin flugt fra nazisterne. Stenen havner derfor på et hittegodskontor, hvor en pensioneret billetsælger forærer den til et forældreløst barn, der senere bliver borger i Østtysklands Demokratiske Republik. Med tiden bliver stenen del af et eksperimenterende kunstværk i efterkrigstidens Tyskland. 

24624331

I “Brummstein” får Adolphsen med den brummende sten som romanens drivkraft portrætteret skabelsen af det moderne Europa. Ved at lade stenen indgå i en mangfoldighed af funktionssammenhænge viser han, hvorledes sociale relationer mellem mennesker udsættes for historisk forandring. Dermed fungerer stenen som katalysator for en begivenhedsrig rejse gennem det 20. århundredes Europa. Stenen bliver et symbol på det moderne menneskes forskelligartede drømme og håb – fra et mystisk vidnesbyrd om et underjordisk folk til et avantgardistisk kunstværk. Med “Brummstein” leverer Adolphsen et originalt portræt af det europæiske kontinents turbulente tilblivelseshistorie, både på det geologiske, det kulturelle og det politiske plan.