Små historier 3

Citat
”TEGNESERIESTRIBE
Første rude: En gravid på fødelejet. Hendes hoved er eksploderet. Den vordende far står ved siden af, helt oversprøjtet af blod. Tekst: »Presseveerne blev for voldsomme.« Anden rude, lidt zoomet ind: Far smiler gennem blodsplat. Et spædbarn titter op af halsstumpen; vinker. Tekst: »Men baby fandt ud alligevel.«”
”Små historier 3”, s. 20.

I 2020 vendte Peter Adolphsen for tredje gang tilbage til formen fra sin debut, ”Små historier”, da han udgav ”Små historier 3”. Det er en samling af 48 kortprosastykker, hvoraf nogle er skrevet for tyve år siden, mens andre er helt nye. Der er forskellige korte fortællinger, der varierer i længde fra en halv til et par sider og handler om alt fra jordens skabelse ved en Guds nysen til et dystopisk fremtidsscenarie, hvor solen deler sig i to og forårsager masseuddøen og massive ændringer på jorden.

Peter Adolphsen udfordrer både kortprosaformen, sproget og læserens genreforventninger. Der er eksempelvis to opskrifter, der begge instruerer i, hvordan man kan lave kunst. Den ene, ”IKEA-dyr”, er en guide til, hvordan man kan bygge en kunstinstallation, der består af en række bondegårdsdyr, der flytter ind i et IKEA-hjem. Og opskriften inkluderer en række ideer til, hvordan kunstværket kan give størst økonomisk udbytte.

47906598

”Sportsalfabetet” er en humoristisk dialog mellem karaktererne Amalie og Åge, der diskuterer hen over alle alfabetets bogstaver, hvilken sport de helst vil dyrke. De kan ikke blive enige, da Åge for eksempel foretrækker bueskydning frem for basketball. Det er ikke kun genkendelige discipliner, de kommer omkring. De overvejer også bizarre udfoldelser som kinaradisespisning på tid, uglegylpning eller dromedardressur. Aktiviteter, der er fantasifulde og bevæger sig på grænsen af, hvad de fleste vil definere som en sport.

Adolphsen kombinerer en sproglig høj stil med komplicerede sætningskonstruktioner og fremmedord med absurde detaljer. Ofte gør han brug af en overdreven splatter-æstetik, der låner sine virkemidler fra actionfilm. Som i ”Tegneserie”, en form for eksfrase (dvs. en dramatisk sproglig beskrivelse af en anden kunstform), hvori han lader en fødende kvindes hoved eksplodere på grund af voldsomme presseveer. Stemningen i den korte tekst skifter fra tragedie til morbid komik, da spædbarnet, til farens store glæde, titter levende op gennem resterne af morens hals.

Intet er for småt eller stort, for mikroskopisk eller uendeligt, for bizart eller antikvarisk, til at kunne optræde i en af Peter Adolphsens små historier.