Datteren

Citat
”- Der findes en idé, siger hun, en forestilling som kaldes ”svenskerne”. Det er fordi vi lærer at der findes et ord som ”svensk”, at vi tror at det også har et færdigt indhold. Et indhold som modsvares af en lige så given klassifikation uden for sproget. Men det er en konstruktion. Den kan fyldes med et hvilket som helst indhold.”

”Datteren”, s. 240-41.

Som en selvstændig fortsættelse til ”Sveas søn” udkom Lena Anderssons ”Dottern: en berättelse om folkhemmets upplösning” i 2020 (”Datteren. En fortælling om folkehjemmets opløsning”, 2021). Heri følger vi Sveas barnebarn, Ragnar Johanssons datter Elsa, fra hun som stædig 7-årig slæber en låst cykel hjem fra børnehaven – fordi aftalen var, at hun selv skulle komme hjem – til hun som voksen prøver at finde sig selv midt i identitetspolitik og sprogteori.

I barndommen udviser Elsa et enestående talent for langrend, og fordi man i det socialdemokratiske Sverige bifalder talentudvikling inden for idræt og musik, bliver hun meldt ind i den lokale langrendsklub. Selvom hun hellere ville spille badminton. Elsa vinder alt, hvad vindes kan, indtil hun en dag opdager sin krop, sin sult og sin lyst. Fordi hun aldrig har fået lov til at give efter, kammer det over i en langvarig spiseforstyrrelse, der til sidst afskærer hende fra idrætten.

38990608

Hun rejser til USA som au pair og møder her både den store verden og sine egne fordomme og nationale tilbøjeligheder. På Berkeley eksponerer de medstuderende Dolores og Janet hende for tidens dominerende tredjebølgefeminisme og tanker om sociale konstruktioner, hvilket udfordrer Elsas verdensbillede. For kan verden se anderledes ud end i Sverige? Det kan den, og tilbage i Sverige kan hun se, at faderens elskede folkehjem er under afvikling.

En veloplagt fortæller tager læseren med til langrendsstævner, til sårbare oplevelser i skolen og ikke mindst med ind i sprogets maskinrum, som Elsa først udforsker ved at lære fremmedsprog og siden i USA og på universitetet i Stockholm, hvor hun for alvor må finde sin egen vej i de sprogteoretiske verdensanskuelser. For nok skaber sproget verden, men verden findes også i egen ret. Med stor humor afdækker Andersson skismaet mellem teoretisk universitetslingo og verdensforståelsen hos almindelige mennesker.

”Datteren” skildrer med en enorm omsorg for sine karakterer, hvor ensom man kan føle sig i sin familie, hvis ens verdensbilleder tørner så meget sammen, at de står i vejen for det menneskelige møde. Lena Andersson dømmer ingen, men tegner syleskarpt de positioner op, som har tegnet Sverige gennem det 20. århundrede, og som forandrer det i det 21. Det er et Sverige i udvikling og et folkehjem under afvikling.