I 2018 udgav Lena Andersson en historisk og kulturel samfundsanalyse forklædt som roman, ”Sveas son – En berättelse om Folkhemmet” (”Sveas søn”, 2019). Gennem tre generationer fortæller hun historien om det svenske folkehjem – den socialdemokratiske drøm om et gennemreguleret samfund og en dominerende stat, som tog form op gennem det 20. århundrede.
Farmor Svea er vokset op under fattige kår i det gamle bondesamfund og sætter pris på sin daglige kaffetår. Hendes søn Ragnar er født i 1932, samme år som den socialdemokratiske Per Albin Hansson blev statsminister og introducerede tanken om folkehjemmet.
46496787
Ragnar er så inficeret af de nye tanker om den rigtige samfundsopbygning, at han går i et med forestillingen om, at man for alt i verden skal passe ind, gøre sin pligt og ikke stræbe for højt. I stedet for at bruge sine enestående snedkerevner på en flot karriere bliver han sløjdlærer i den lokale skole. Ragnars datter Elsa har udover et mesterligt langrendstalent en naturlig kritisk sans og stiller gennem hele livet spørgsmål om folkehjemmet, som Ragnar til sin store ærgrelse ikke kan svare på.
Ragnars ageren i verden er så firkantet, at man godt forstår, at hans søn Erik vender ryggen til ham, og at de andre forældre i idrætsforeningen afviser hans rigide betalingssystemer. For Ragnar er der kun én – fornuftsbaseret – sandhed, og den udfordrer man ikke. Idræt, foreningsliv og blødt brød til kaffen er godt, ellers er det bare at dukke nakken og passe sine byrder.
I dette vue over et århundrede skildres den kultur og politik, som har lagt grundstenen til det Sverige, der i dag er under forandring, på visse måder i direkte opposition til folkehjemmet. Andersson giver i denne muntre og kærlige roman et indblik i samfundsmekanismer, modbevægelser og den psykologiske effekt, staten kan have på visse mennesker. Romanen er et studie i statshistorie og i det skel mellem eliten og det jævne folk, som er definerende for både karaktererne i romanen og i de skandinaviske velfærdsstater.