Medmindre man er mor.”
Som en selvstændig fortsættelse til debutbogen ”Veronika lyder som harmonika” udgav Rebecca Bach-Lauritsen i 2020 ”Stykker med himmel”, der ligeledes er illustreret af norske Stian Hole.
Drengen Karl bor med sin mor, der har en garnbutik, og sin far, der er graver på en kirkegård. Hans demente farfar bor på plejehjem og er måske Karls bedste ven. Plageånden Morgan fra klassen får den hårde klump i Karls mave til en dag at blive til en knytnæve. Morgan har tre cykler, to værelser og hånlige bemærkninger, som Karl altid først for sent finder gode svar til. Nogle gange sidder ordene fast, som om nogen ”har holdt ham for munden indefra” (s. 6).
47902231
En dag begynder en ny pige i klassen, og læsere af ”Veronika lyder som harmonika” vil genkende scenen, hvor Veronika sidder alene i klassen, da Karl kommer ind og spørger, hvem hun er. Her er episoden set fra Karls perspektiv, så nu kender læseren både Veronikas og Karls grunde til at opføre sig, som de gør. For der er altid en grund. Som mor siger om den storskrydende Morgan: ”Måske har han det svært derhjemme” (s. 20).
På siderne før og efter en illustration af farfar i sengen på plejehjemmet står der ”FARFAR LIGGER I SENGEN og ligner døden” (s. 71) og ”DØDEN LIGGER I SENGEN og ligner farfar” (s. 74). Sætningernes bestanddele er de samme, men rækkefølgen er ændret, og den lille syntaktiske ændring gør forskellen på liv og død. Den sproglige opmærksomhed og præcision kommer også til udtryk gennem Karls fintlyttende ører; mor har f.eks. et ”nå” til hver en lejlighed, og faste vendinger bliver nysgerrigt undersøgt for sproglige bestanddele.
Da Karls farfar dør, bliver der rykket rundt inde i Karl. Han bliver mere modig og fandenivoldsk. Himlen er et hul i jorden, står der, og på en måde åbner det hul op til nye sider af Karl. Titlens stykker med himmel er både de sidste puslespilsbrikker, som Karl og farfar ikke nåede at lægge og den store himmel, hvor farfar drømte om at få en buddhistisk himmelbegravelse.
Det er rørende at læse ”Stykker med himmel”, der henvender sig til 10-12-årige børn og deres voksne med en nænsom, poetisk påmindelse om, at døden er en del af livet.