For Birde Poulsen (f. 1953) begyndte det med dyrene - og sådan er det stort set blevet ved. Hun voksede op ude på landet i Nordsjælland, et sted hvor der ifølge hende selv var flere dyrebørn end menneskebørn at lege med. Gæslinger vraltede rundt i gåsegang som det passede dem, og der blev udruget fasankyllinger under en varmepude i køkkenet, hvor også de mindste griseunger somme tider kom ind og fik sutteflaske. Birde Poulsen siger, at det var dengang hun opdagede, at dyr både kan tænke og tale. Siden har hun i sine tegninger gjort sit bedste for at tolke deres tanker på en måde, så vi andre også kan forstå dem.
Efter studentereksamen boede Birde Poulsen et år på Færøerne, hvor den våde, tågede natur satte skub i akvarelmalingen og skærpede blikket for himmel og hav. Ikke mindst vandet har hun siden undersøgt i mange, mange tegninger: fra det brusende, oprørte hav til den rolige vandoverflade, der ligger blank og rødmende i solnedgangen.
Årene 1974-79 tilbragte Birde Poulsen på Skolen for Brugskunst, og derefter har der været illustration på dagsordenen. Først illustrationer til masser af undervisningsbøger (fx om medicinske emner som øre-, næse- og halssygdomme), derefter gradvis flere og flere billedbøger. Den første var historien om edderkopperne Eberhardt og Bertha (1985) med tekst af Bente Frithioff Kawa.
Samarbejdet mellem forfatter og illustrator førte i de følgende år til yderligere tre bøger: om bladlus og mariehøns (Herbie klarer ærterne, 1987), om myg (Pjoskes lille liv, 1988) og om gedehamse (Vibeke bli’r dronning, 1989). En billedbogsillustrator var ved at finde sin form og ikke mindst sin motivkreds. Selv siger hun: "Jeg er vist ikke så god til mennesker." Til gengæld har hun udviklet sig til Danmarks dyretegner nummer 1.
Birde Poulsen er mor til to døtre og bor også i dag i Nordsjælland (om end mindre landligt end i sin barndom). Hun har i perioder siddet på tegnestue sammen med andre illustratorer, men har i de senere år arbejdet hjemme, hvor husets katte nøje overvåger hendes arbejde.