Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjertet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
Paa Gjennemreisen jeg synger.
[…]
Mig bæres for, som ret snart i Qvel
At Gitterværket vil briste;
Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;
Maaske det bliver det sidste.”
Steen Steensen Blichers lyriske hovedværk dukker op relativt sent i forfatterskabet. Til gengæld rummer ”Trækfuglene” fra 1838 noget af det fineste danske naturlyrik, der findes – bl.a. to digte, der desuden er blevet folkeeje som sange i Højskolesangbogen med melodier af Oluf Ring og Thomas Laub.
”Trækfuglene” er en suite, der består af 30 digte, der hver især tager udgangspunkt i en trækfugl og verden omkring dem på den tid af året, hvor de er aktive i Danmark. Blicher gav digtsamlingen undertitlen ”En Naturconcert”, og tilsammen er bogen også et mangestemmigt kor, hvor digtene enten henvender sig til fugle som lærke, svale og drossel eller simpelthen sker i samtale med fuglens sang. Ved at bruge de skiftende fugle som digtenes omdrejningspunkter bliver samlingen også et portræt af den danske natur og af året, som det ser ud med årstidernes og vejrets skiften.
52119227
Men de to mest berømte digte fra samlingen har faktisk ikke fugletitler. Det er derimod de indledende ”Præludium” og ”Ouverture”, hvis titler begge betyder ”forspil” og som sådan slår bogens grundtone an. De er også kendt som hhv. ”Sig nærmer tiden” og ”Det er hvidt herude” efter de kendte førstelinjer.
I disse to digte, ligesom i resten af samlingen, står den melankolske længsel og frihedstrang centralt. Vinterdigtet ”Ouverture”, der ofte nævnes som et af Blichers smukkeste, taler klart som en række naturiagttagelser, der får lyrisk form med klingende rim og allitterationer, mens digtets stemme tynges af den strenge vinter og inderligt længes mod sommer: ”Kom og løs den bundne Jord!” (s. 311).
I ”Præludium” mærker en fugl i bur, hvordan udlængslen knuger den i fangenskab. Dens budskab synes at være, at man skal flyve frit, mens man kan. Men digtet kan også læses som en allegori for en nærtforestående død, og Blicher skrev også store dele af ”Trækfuglene” under svær sygdom i 1837. Titlens trækfugle henviser altså ikke alene til de fugle, digtene helt konkret handler om, men også til menneskene selv, som kun er flygtige gæster på jorden.