69 dæmoner

Citat
“Den dag han lå i en kiste og kiggede blankt op i loftet far der lå i kisten oven på andre kister af far for nedenunder far lå far og en dag rejste han sig og krøb ud af væggen og ind i sproget den døde der lever i det vejr du trækker”
Spejlet, 69 dæmoner, s. 97.

Allerede i det første digt i ”69 dæmoner” (2022) træder fardæmonen frem for digteren og sætter gang i en digtsamling, der dels kigger tilbage og dels fungerer som en art eksorcisme. Både døde og levende, konkrete og abstrakte dæmoner kaldes frem i lyset. Ved første øjekast handler mange af digtene om konkrete fædre – den fraværende, biologiske far og den tyranniske stedfar, men digtsamlingen tager også fat på de åndelige fædre – de mandlige kunstnere og den mytologi, der omgærder dem. En mytologi, som digterjeg’et også har været fortryllet af og forsøgt at efterleve – fx myten om ensomhed som der står i digtet ”Indtil de nåede Marianergraven”: Hele mit liv/har jeg levet/i myten om ensomhed (s. 59). Det er myten om det isolerede, mandlige geni, der ikke kan være far og kunstner på samme tid. At god kunst altid kommer med omkostninger, såsom afsondrethed og ødelagte familierelationer.

31824117

Opgøret i digtsamlingen stopper ikke ved det individuelle fader- og selvopgør. ”Fallosgudens erobringsdrift” får i samme digt skylden for alt fra udgravning af tungmetaller til udbytning af fattige børn og kvinders kroppe. Der foregår dermed en bevægelse gennem digtsamlingen fra det individuelle faderopgør, til et større og mere universelt, hvor samfundsforfald knyttes sammen med den maskuline, patriarkalske erobringsdrift. Men hvad skal der stilles i stedet, når patriarken er faldet, og myten og livsløgnen forkastet? Antydningen af en ny far- og manderolle dukker op i et af samlingens sidste digte “En drøm”, hvor Boberg skriver: ”jeg vil sætte frø i dit hår, jeg vil følge dig i skole, jeg vil købe is i boden ved det lille færgeleje…” (s. 92).

Digtene er skrevet på urimede vers, og er uensartede i længde og form. Digtsamlingen består af 27 længere, navngivne digte (men med stor variation i længden) og 27 helt korte, unavngivne digte skrevet i kursiv, der fungerer som skillere mellem de lange, fortællende digte. Eksempelvis dette, korte digt på s. 26: ”Solnedgang/Frøerne/forrykt kåde/Vi er sene dyr”.  De korte digte fortæller ikke, de er mere som små billeder eller vignetter at betragte. Her er der intet jeg eller du, fædre eller dæmoner, blot øjeblikke og observationer.