Barnet Thomas bliver født i første digt i Thomas Bobergs 19. digtsamling, ”Forberedelse til livet” (2021), der bliver fortalt af et tydeligt autofiktivt jeg: ”Jeg ramte lyset med et skrig./ Senere så jeg det gennem et sandkorn.” (s. 7).
Bogen strækker sig i en relativt kronologisk rækkefølge fra tidlig barndom over ungdom til voksent digterliv. I pressematerialet bliver bogen kaldt for ’et digterisk testamente om kærlighedsmøder, breakups og pludselig vold, om rejser i verden, i sindet og i en fremtid på den anden side af ilden’.
38724924
”Amerika nu./ Står op før solen tænder Detroit./ Rastløshedens hund knurrer/ den skal fodres.”(s. 19) hedder det i et af digtene, som glimrende illustrerer den umættelighed hvad angår livet, der driver igennem samlingens digte, men også Bobergs generelle skrift. Temaerne falder durk ned i forfatterskabets velkendte mikstur af sanselighed og imposante følelser: længsel, lidenskab, rastløshed, rodløshed, sorg og smerte – samt forfatterens løbende refleksioner over, hvad det vil sige at være menneske – og digter. I et af de få digte, der bærer titel, ”En lille hysterisk sol”, beskrives det, hvordan Boberg blev til som lyriker: ”Jeg taler med enhver og mig selv, sådan har det altid været/ siden poesien en eftermiddag i 1979 bed mig i øjet/ og ramte det inderste inde i det liv jeg gerne vil, men/ ikke balancerer i mødet med en større melankoli.” (s. 22-23).
Hvor digtene altså følger en form for livsforløb over nøjagtigt hundrede sider, så er digtene uensartede i struktur og formen varierende. Fra det teksttætte prosalyriske til det luftige opbrudte og af og til kursiverede. Digtene er opdelt i seks større afsnit. Afsnittet ”Det uundgåelige viser vej” består bl.a. af digte, der sender hilsner til forfatterkollegaer som Inger Christensen, Klaus Høeck og Daniel Defoe. Digtet om den engelske 1600-tals forfatter Defoe, der skrev ”Robinson Crusoe” (1719), men også et af pestlitteraturens hovedværker, den apokalyptiske ”Pestens år” (1722), kan læses som en kommentar til den Covid-19-pandemi, Bobergs digte er udkommet midt i: ”En genfødsel kræver en død./ Nu skal vi forandre os./ Det lovede menneskene også i 1665/ skrev Daniel Defoe i Pestens år. Miles griner./ Hvem sætter blomst/ og kommer igen næste år med ny musik?” (s. 69).