Oktoberbarn

Citat
”Hvorfor flygtede jeg fra dem jeg elskede? Hvem ved hvordan vejene krydser hinanden. Hvordan bliver man og lader alt skylle ind over sig på det sted man gerne vil være? Afhængigheden og friheden udligner ikke hinanden. Man kan ikke bare få kærlighed.”

”Oktoberbarn”, s. 46.

”Oktoberbarn”, 2019 (”Oktoberbarn”, 2020) er genremæssigt Linda Boström Knausgårds mest realistiske roman, og hun har ikke lagt skjul på, at det samtidig er hendes mest selvbiografiske.

Romanen handler om forfatteren Lindas tvangsindlæggelser på en psykiatrisk afdeling i perioden 2013-2017. På ”fabrikken”, som stedet omtales i bogen, bliver patienterne ekspederet igennem maskineriet på samlebånd, og der er ikke megen plads til mellemmenneskelig omsorg. Her kæmper hun for at bevare sin hukommelse og sine minder, der langsomt forsvinder, som en bivirkning af at hun modtager elektrochok (ECT).

Samtidig er det også en roman om sorgarbejde. Linda er i sorg efter at være blevet skilt fra sin mand. Hun sørger over bruddet, men også over at hun grundet sin bipolare lidelse og sine indlæggelser ikke har kunnet være tilstede for sine børn og derfor langt hen ad vejen har måttet lade sin mand varetage den primære omsorg for dem.

47584736

For at træne sin hukommelse og for at holde fast i sig selv, foreslår sygeplejersken Maria hende, at hun skal genkalde sig de vigtigste minder fra sit liv. De forskellige nedslag fra både Lindas barndom, ungdom og voksenliv, som i høj grad kredser om ægteskab og forældreskab, fremkalder hun i en ikke kronologisk rækkefølge. Minderne eksisterer som ukontrollerbart tankemylder og er tynget af selvbebrejdelser og skyld over, at hun ikke har evnet den familie, hun elsker. Det er ikke alene en kamp mod hukommelsen, det er også en kamp mod den svære depression.

Fortællerstemmen henvender sig i mange retninger. Hun taler både til personalet på fabrikken, til sin eksmand, sine børn, til læseren og til sig selv. En påtrængende form, der underbygger forfatterens desperate forsøg på at holde fast i sig selv og sin egen historie.  

I et interview med det norske dagblad VG har Linda Boström Knausgård forklaret, at romanen skal læses som kritik af det overgreb, der ifølge hende, finder sted, når mennesker er indlagt i psykiatrien. Mennesker der på grund af deres psykiske tilstand er forsvarsløse. (Ingvill Dybfest Dahl: Linda Boström Knausgård med ny bok: En sorgroman. VG, 2019-09-08). Romanen kan også læses som et genmæle, hvor Linda forsøger selv at tage ejerskab over den fortælling, hendes eksmand Karl Ove Knausgård har delt om hendes indlæggelser og deres skilsmisse gennem sit forfatterskab.