Løvinden

Citat
”Bulpett, Cole, Delamere og de andre nye venner var ifølge Tanne mennesker, som levede efter deres egentlige bestemmelse og søgte livets oprindelige værdier, hvorimod gennemsnitsmennesker – og til sådanne regnede hun i sin fars ånd alle, der tilhørte det grå bourgeoisi – var levende døde.”


”Løvinden”, s. 270.

Tom Buk-Swientys 754 sider lange biografiske fortælling ”Løvinden – Karen Blixen i Afrika” (2019) fokuserer primært på de 17 år, Karen Blixen boede i Afrika – fra 1914 til 1931.

Buk-Swienty sætter Blixens Afrikaeventyr i scene som en kulmination på den unge Karens søgen efter et liv, der kunne stå mål med farens livsførelse. Samtidig blev hun via ægteskabet med den svenske baron Bror Blixen en del af det adelige miljø, faren var rundet af, og som hun havde efterstræbt siden farens død.

Værket er i høj grad en miljøskildring af den engelske overklasse, som Karen omgav sig med i Britisk Østafrika. Langt flertallet bliver fremstillet som yderst dekadente og med ekstravagante vaner og livsstile. Samtidig er miljøet gennemsyret af skæbnesvangre affærer og misbrug af stoffer og alkohol. Bogen giver endvidere et indblik i, hvordan verdenssituationen påvirkede Karen Blixen og Britisk Østafrika. Ikke mindst beskrives konsekvenserne af 1. Verdenskrig, den økonomiske nedgang efter krigen samt depressionen, der tog fat i 1929.

46862554

Tom Buk-Swienty har to centrale ærinder i bogen. For det første at præsentere Karen Blixen som direktør for en kaffefarm med alt hvad dertil hører af hærgende græshoppesværme, tørke samt økonomiske vanskeligheder. Efter sin skilsmisse fra Bror i 1921 stod hun med det daglige ansvar for en mere end 4.000 hektar stor farm med flere hundrede ansatte. Han skildrer en for sin tid helt unik kvinde, der tog aktiv del i det daglige arbejde og med ihærdighed og dygtighed bestred sit job – et renæssancemenneske, der interesserede sig for de sortes forhold, var storvildtjæger, dyrkede finkulturen og som begik sig i det omgivende overklassemiljø.

For det andet nuancerer Buk-Swienty selve grundlaget for Blixens værk ”Den afrikanske farm”, der indledes med sætningen: ”Jeg havde en farm i Afrika”. Det var, viser Buk-Swienty, ikke sandt. Karen Blixen var alene direktør for foretagendet, og bag farmen stod en bestyrelse med hendes onkel Aage i spidsen, og det var reelt ham, der ejede farmen. Takket være hans (og moderens) enorme formue, kunne farmen holdes oven vande i 17 år, på trods af at den kun gav overskud i to år. Det var et forretningseventyr, der endte med at koste hendes familie i omegnen af 100 millioner kroner i nutidsmønt.