Mircea Cărtărescus novellesamling ”Melancolie” fra 2019 (”Melancolia”, 2023) består af de tre noveller ”Broerne”, ”Rævene” og ”Huderne”, prologen ”Dansen” og epilogen ”Fængslet”.
De tre noveller kredser om barnets og ungdommens univers, og hver især udfolder de sig som en form for mareridtsagtige overgangsritualer. I ”Broerne” er en femårig dreng ladt alene i lejligheden, da moren er ude at handle og tilsyneladende aldrig vender tilbage. Imens han venter ængsteligt, undersøger han minutiøst sine omgivelser. Undervejs må han intet mindre end fortære moren! I ”Rævene” er forældrene ikke andet end flygtige skygger (se citat), mens den otteårige Marcel lever i tæt symbiose med sin treårige lillesøster og skaber fantastiske fortællinger, som de lever i. Da lillesøsteren bliver syg, er Marcel klar til at bekæmpe de fantasifostre, deres verden er befolket med, og til at ofre alt for at redde hende. I ”Huderne” møder læseren den 15-årige Ivan, som beskriver sig selv som verdens ensomste væsen, men i mødet med den jævnaldrende Dora begynder han at udforske kvinders hemmelighed.
137215926
Novellernes fælles tema er melankoli. Karaktererne er ængstelige, ensomme og tungsindige og med få relationer. Forældrene er fraværende, nærmest ikke-eksisterende, og børnene må igennem ufattelige, mareridtsagtige prøvelser for at redde sig selv (”Broerne”), deres søskende (”Rævene”) og deres elskede (”Huderne”).
Stemningen i novellerne er lige så melankolsk som tematikkerne, men samtidig sprudler de af overskud og kreativitet, finurlige indfald og skæve vinkler på tilværelsen, såsom i ”Huderne”, hvor drenge og mænd jævnligt skifter ham og har de aflagte huder hængende hjemme i tøjskabet som påmindelser om fortiden.
Prologen og epilogen er korte fragmentariske stykker, hvor hovedkaraktererne er midaldrende mænd. Prologen er et relativt optimistisk stykke om at forbinde sig med sig selv og sin tilværelse, mens epilogen er klaustrofobisk og tematiserer, hvordan mennesket er fanget i sin krop, i sit hoved, i sine begrænsede muligheder for at begribe meningen med tilværelsen, og således efterlader Cărtărescu læseren midt i livets dualiteter og med et dybt melankolsk aftryk.