Fortællerstemmen i Mircea Cărtărescus roman ”Solenoide” fra 2015 (”Solenoide”, 2022) er en mand i 30’erne. Han er bosiddende i den rumænske hovedstad Bukarest og lærer på en kommuneskole. Engang var han aspirerende forfatter, men efter at være blevet hånet for et af sine digte i en læsekreds, har han lagt forfatterdrømmen på hylden. I stedet skriver han dagbog om sine ’afvigelser’, som han kalder det, og det er netop, hvad læserne får serveret.
62669314
Perspektivet i romanen er temmelig springende. Snart dykker fortælleren ned i et barndomstraume og øjeblikket efter i en surrealistisk drøm. Snart forvilder han sig rundt på skolens snirklede gange og forsøger at finde ud af, hvor hans næste lektion finder sted, og pludselig dykker han ned i sære manuskripter såsom Nicolae S. Minovicis, der studerede læren at dø ved at underlægge sig selv utallige ’kontrollerede hængninger’. I det hele taget er det lidelserne, der er i centrum i romanen: de menneskelige lidelser og ydmygelser, ensomheden og menneskets manglende evne til at begribe sandheden og meningen midt i kaos. Det er de temaer, romanen kredser om, og som fortælleren forsøger at få hold på for at forstå sig selv og verden – og i sidste ende for at blive i stand til at vælge kærligheden og tage en ny rolle på sig: som far.
Romanen er ikke så lige til at genrebestemme. Den trækker både på modernismen og postmodernismen og læner sig ind i den magiske realisme, men med temmelig surrealistiske og jungianske træk, hvor drøm og virkelighed blander sig ind i hinanden, og mareridtet tilsyneladende ingen ende vil tage. Sprogligt er forfatteren legesyg på mange planer. Ikke mindst når han væver drøm og virkelighed, men også når han transformerer kendte elementer som en elektrisk spole (solenoiden) til gigantiske styringsenheder under Bukarest og får byen til at svæve højt over sig selv.
Cărtărescu trækker på sin litteratur- og kulturhistoriske arv og henviser til alt fra Dantes ”Den guddommelige komedie” og Kafka til den britiske matematiker og sci-fi forfatter Charles Howard, og undervejs får læseren også glimt af det absurde kommunistiske styre, fortælleren er vokset op i, ligesom Bukarest, der ifølge fortælleren er ”planlagt som et frihedsmuseum over melankoli og altings forfald” (s. 28), spiller en central rolle i værket.