Byens spor 4

Citat
”At trøste er kærlighed på arbejde, og der er stadig kærlighed tilovers i fru Vik, og den søger arbejde, så hun siger:
– Maj døde på kvinders facon. Mellem vaskekælderen og tørreloftet. Det er stadig der, vi dør. Det skulle jeg have sagt i kirken!”
”Byens spor 4”, s. 23.

Som et lidt overraskende fjerde bind i Lars Saabye Christensens Oslo-trilogi udkom ”Byens spor 4 – Jesper og Trude” i 2021 (”Byens spor 4”, 2021). Forfatteren havde mere i sig, og det er blevet til fortællingen om Jesper og Trude i 1980’ernes Oslo. Romanen åbner ved Maj Kristoffersens bisættelse, hvor Stine kommer for sent til at holde mindetalen, som Jesper må improvisere. Her møder vi hele persongalleriet inklusiv dem, der står helt yderst i billedet og prøver at gemme sig.

Jesper er en lidt amputeret udgave af sig selv og stadig mærket af tiden og det elektrochok, han fik på Gaustad. Udover sine tre ugentlige klaverelever har han efter eget udsagn ikke noget liv. Trude er assistent for den aldrende kunstner Carl Ask, der laver hovedløse skulpturer, indtil han en dag ser Jespers ansigt og vil bruge ham som model. Det ender som en buste, der både ligner Jesper og Trude, og ”I den forstand er busten denne fortælling overlegen, eftersom den kan fortælle to historier i ét og samme ansigt” (s. 162).

61627871

Jespers søster Stine arbejder som læge og holder livet lidt på afstand med den travle lægegerning som påskud. Hun får en dag til opgave at lappe Jostein Melsom sammen, da han efter et voldeligt overfald har fået ommøbleret både sit indre og ydre. I det hele taget er det fire søgende eksistenser, der ikke har det liv, de ønsker sig, og som ikke rigtig ved, hvor de skal hen. For hvem er man, hvis man ikke kan huske, hvem man var? Og hvordan bliver man sig selv?

Også i dette bind spiller byen Oslo en central rolle. Den forandrer sig hastigt, og i firserne bliver den til en ”forlystelsespark for velstående indbyggere med samme smag” (s. 45), store kæder indtager byen og presser de små specialbutikker ud. Jostein inviterer sine slagterforældre med på McDonalds, og clashet mellem den gamle og den nye verden kunne næppe have været større.

Med tid som overordnet prisme reflekterer de eksplicitte og ivrigt kommenterende fortællere over, hvad tiden gør ved os, hvor lang den egentlig er (en klavertime er for eksempel 45 minutter, og Josteins arbejdstime et kvarter) og hvad vi gør med den. Til slut hører vi om, hvad der siden skete med karaktererne, og det tyder på et endeligt farvel til familien Kristoffersen og deres nærmeste.