North Dakota: dér starter vi forfra

Citat
”Jeg hopper op og slår ned med al min vægt, al min styrke og al min vrede, og rammer ham klokkerent på kæben. Min hånd går næsten igennem. Jeg kan mærke, ledbåndet bliver revet over, kan høre hans tyrenakke knække.”

”North Dakota: dér starter vi forfra”, s. 104.

I 2016 udkom Jesper Nicolaj Christiansens ungdomsroman ”North Dakota: dér starter vi forfra”, der handler om Jonas på 16, der har et talent for at slås. Efter at Jonas har tævet en dreng, får han en betinget dom og må modvilligt flytte til Taastrup sammen med sin mor og stedfaren Anders.

Jonas trives ikke i familien og er hele tiden i konflikt med Anders. Han savner sin egen far, der døde, da Jonas var 12. Han lærte Jonas at slås, at aflæse modstanderen og at udnytte pauserne i en slåskamp til at få overtaget. Jonas har gemt en af farens lp’er med musikeren Lyle Lovett. Bag på pladen har faren tegnet en ring rundt om nummeret ”North Dakota”, der er navnet på en amerikansk delstat. For Jonas bliver North Dakota et sted han drømmer om at kunne lægge volden og sorgen bag sig.

52274907

Det er meningen, at flytningen til Taastrup skal være en ny start, men Jonas kommer allerede den første dag i klammeri med en af de ældre drenge. Han møder dog også nørden Nick og den gudeskønne Sonja, som han forelsker sig hovedkulds i og bliver kærester med.

Rygtet om Jonas og hans evner spreder sig hurtigt, og snart bliver han kontaktet af Jimmy, den lokale bandeleder. Jimmy har brug for en, der vil kæmpe for ham i LMS (Last Man Standing), en slags ulovlige slåskampe, hvor man slås med bare næver og for store penge. Jonas øjner en mulighed for at skaffe penge til billetten til North Dakota, og han begynder at slås for Jimmy.

I starten går alt efter planen, men da Jonas i et anfald af jalousi tæsker Sonjas ekskæreste, ramler hele hans verden sammen. Han mister Sonja og lysten til at leve, så da Jimmy tilbyder ham en kamp uden regler og med livet som indsats, siger han ja.

Tematisk kredser fortællingen om sorg og kontroltab. Jonas kæmper for at få kontrol over sit liv, det gælder både i forhold til sorgen over at have mistet sin far og i forhold til stedfaren Anders, der vender op og ned på rollerne i familien. Kun når han slås, har Jonas en forbigående følelse af kontrol og forbindelse til sin far. Slåskampene er for Jonas en måde at håndtere det kaos, som tabet af hans far har efterladt ham i.