Grand danois

Citat
”Da vi pakkede min mors ting sammen, spurgte sygeplejersken, hvem der passede på mig nu. Hun blev den sidste i rækken af kvinder, der forsøgte at tale mig fra at tage til Tokyo. Vi tilbragte natten sammen.”
”Forår i Tokyo”, ”Grand danois”, s. 9.

Daniel Denciks novellesamling ”Grand danois” fra 2016 består af ni noveller, der kredser om ensomhed – alle med en mandlig karakter i fokus.

I åbningsnovellen ”Et forår i Tokyo” rejser en forfatter (jeget) til Tokyo for at dø. Han har netop mistet sin mor, og nu ønsker han kun at være, hvor hun er. Han indlogerer sig på et hotel, hvor man sover på ryggen eller i fosterstilling i en kapsel. Her bor kun mænd i ens, hvide badekåber, og der spilles Guns N’ Roses i fællesbadet. Om dagen går han rundt i byen på blødende fødder og tænker på sin barndom. Han går langsommere og langsommere, til han næsten går i stå. På den første forårsdag i Tokyo møder han en ældre professor, der sover i kapslen under ham. Han betror professoren, at han er kommet for at dø, og professoren fortæller en grufuld historie fra sin barndom, hvor han selv snød døden.

52319560

I titelnovellen ”Grand danois” opholder en anden mandlig forfatter sig på et hotel ved stranden i et varmt land. Her har han boet på det samme værelse i to år, og denne aften har han inviteret en yngre kvinde med op, efter at de har spist skaldyr og drukket vin sammen. Han tror, de skal tilbringe natten sammen, men hun bryder hurtigt op og forlader ham med ordene: ”Nogle gange bliver det hele bare lidt for sørgeligt.”

Mændene i de ni noveller er på flugt og i forfald. De søger lindring i rusen fra alkohol og sex, men når rusen fortager sig, står de det samme sted. Det er fortællinger om rollen som far, kæreste, søn og slet og ret mand på egne ben i vor tid. Nogle noveller er korte og konkrete med ligeledes korte tidsforløb – eksempelvis titelnovellen. Andre er længere fortællinger, der peger både tilbage og frem i tid, og hvor detaljer fra fortid og nutid væves sammen og får betydning – f.eks. i ”Et forår i Tokyo”, hvor jeget rejser til Østen, hvor solen står først op på kloden, for at ende sit liv og samtidig mindes sin barndoms rejser i Sydamerika, hvor solen går sidst ned.  

I flere noveller er der spor af Denciks egen private tragedie – den der er omdrejningspunkt i flere af hans romaner. Tydeligst i ”Hansen”, hvor en dreng stikker af hjemmefra og bevæger sig ud på en lang rejse for at mødes med den far, han er blevet forbudt at se.