I 1968 udgav Tove Ditlevsen den første af to romaner om forfatteren Lise Mundus, ”Ansigterne”. Heri møder vi den angstplagede forfatter, der går hjemme og helst er isoleret på sit værelse, hvorfra hun kan høre sin mand Gert, sine tre børn og familiens unge husholderske Gitte leve deres liv. På badeværelset kan hun høre underboerne tale om at forgifte deres mor, og snart hører hun også Gert og Gittes forvrængede stemmer gennem rørene. En aften spiser hun en håndfuld sovepiller og ringer straks til lægen, for planen er ikke at dø, men at blive indlagt, at være et sted, hvor Gert og Gitte ikke kan nå hende.
51976037
På psykiatrisk afdeling får hun eneværelse efter at have overfaldet en anden patient, som hun mente anklagede hende for plagiat. Stemmerne i hendes hoved er virkelige og invaliderende, og hun martres af paranoia og hallucinationer. Timerne og dagene går med at være spændt fast, få beroligende sprøjter og tale med svigefulde udgaver af Gitte og Gert gennem ristene i værelset. Langsomt begynder virkeligheden at få fat i hende igen, men hendes erkendelse af at være ved at være rask, gør hende utryg. For hvordan vil det være at komme ud i den gamle verden igen som et forandret menneske?
Undervejs bliver man som læser i tvivl om, hvad der er virkeligt – og om der overhovedet findes en objektiv virkelighed. Vi mærker Lises tvivl og samtidig hendes tro på det, hun oplever. På den måde giver bogen et vidende indblik i at være syg og være prisgivet stemmerne i ens hoved. Samtidig handler den om Gerts rituelle utroskab – ”han bedrog hende med stor energi”, som der står, om at tvivle på sine egne evner som forfatter og om længslen efter at være et andet sted. Lise Mundus reciterer sine egne digte, trykt i Tove Ditlevsens ”Pigesind” og der må formodes at være flere sammenfald mellem forfatter og karakter i dette prægnante og sårbare værk om (selv-)skabelse og det florlette gardin mellem at være syg og rask.