I 1955 udgav Tove Ditlevsen digtsamlingen ”Kvindesind”, der peger tilbage på debutdigtsamlingen ”Pigesind”. Nu er det en moden stemme, der taler, og den ungdommelige naivitet er erstattet af et mere bittert og kuldslået kvindesind. Drømme er bristede, og der er revner i ægteskabslykken. Digtet ”Hverdag” beskriver ud fra en hverdagssituation, at lykken og kærligheden er flygtig, og at man aldrig kan vide, hvor længe den varer: Jeget i digtet stopper sin elskedes strømper og finder en gammel stopning, som en anden kvinde har lavet. Så prosaisk en handling fører til spørgsmålet: ”hvorlænge mon/ de strømper holder, min ven?” (s. 11). I digtet ”Jalousi” martres jeget af at se sin elskede danse med en anden og føle sig overset og glemt, og i flere tekster giver jeget udtryk for, at hun ikke er værd at elske, og at hun er grundangst for at blive forladt.
39531771
Flere af digtene udtrykker en nostalgisk længsel efter barndommens åbne og fremtidslyse væren og ungdommens ubekymrethed. I ”Skolebørnene” ænser børnene ikke de voksne, mens de voksne husker tilbage på deres egen sorgfulde barndom, hvor de håbede på alt for meget af livet: ”De venter sig så altfor meget lykke/ af det at blive barndomsfri og klog” – underforstået at det at blive voksen ikke er noget at glæde sig til.
I ”Der bor en ung pige” udtrykker Tove Ditlevsen det skisma, hun gennem livet var var fanget i, nemlig at hendes alder også altid var barnets. Hun længes efter den 20-årige udgave af sig selv og det lille barn, der bor i os alle, men som ikke længere er den uskyldsrene håbefulde pige. Til gengæld trænger alderen sig på: ”Den er som en færdigsyet/ og altfor rummelig dragt,/ foret med gamle minder/ og ord, vi engang har sagt” (s. 64), og dagene som mor og husmor tærer på kræfterne. Jeget væver mønstre af dagen og længes efter den tid på dagen, hvor hun er alene og kan læne sig tilbage i sine egne tanker.
De fleste digte er på fire linjer, mens andre er længere og mere fortællende, nogle er rimede, mens andre er helt frie vers. Der er en kvælende fornemmelse over digtene med deres sorg og ensomhed, deres indgroede savn, længsel og bitterhed over husmorlivets kedsommelighed. Samtidig er der noget trøsterigt i moderkærligheden og noget håbefuldt over jegets erfaring med, at kærligheden findes og har været ren – og årstidernes indbrud i digtene vidner om, at det der har været, kan komme igen.
Tove Ditlevsen modtog litteraturprisen De Gyldne Laurbær for samlingen, og i 1978 satte Anne Linnet musik til et udvalg af digtene.