Man gjorde et barn fortræd

Citat
”Nina så nysgerrigt på hende med sine store grønne øjne, der glimtede så bedårende bag de blåsorte vipper som en dybt åndende skovsø under skumrende graner. »Elsker du ham?« spurgte hun brutalt, og stakkels Kirsten rødmede endnu dybere, hæmmet, som hun var, af den tænksomme proletars blufærdighed over for ord.”
”Man gjorde et barn fortræd”, s. 33.

I 1941 udkom Tove Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”, der har 19-årige Kirsten som hovedperson, præsenteret af en alvidende fortæller. Hun bor hjemme hos sine forældre i Ryesgade på Nørrebro i København, arbejder på et trykkeri og besøger sin frigjorte veninde Nina om aftenen, hvor de morer sig med mænd og musik. Den sprøde forelskelse i den lægestuderende Jørgen bliver kvalt af Kirstens indre, der mere og mere klaustrofobisk æder hende op i angst og skjulte erindringer om noget med en mand, lange fingre og ubehag. Da Kirsten på trykkeriet møder den nyansatte korrektør Emmanuel Schultz kan hun med det samme genkende hans lange fingre, men uden at vide hvorfra. Mens angsten for mænd, blikke og begær rider hende som en mare, trækker hun sig mere og mere ind i sig selv, væk fra Nina, Jørgen og sine følelsesmæssigt omklamrende forældre. En dag finder hun modet til at opsøge og konfrontere sin overgrebsmand, og det bliver vejen ud af mørket, ud i livet og lyset, hvor kærligheden er.

38711997

”Man gjorde et barn fortræd” er en inderlig skildring af et martret, ungt menneske, der fuld af skam og angst gemmer sig for verden, da hun ikke kan stå oprejst i den. Med psykologiske forklaringer skriver bogen sig igennem de faser af fornægtelse, erkendelse og konfrontation, der kan følge efter et seksuelt overgreb i barndommen. Kirsten får ingen hjælp af sin intetanende omgangskreds, der har nok i deres egne inkompetencer og dæmoner, så hun griber al den styrke og det mod, hun gennem sit 15 år lange rasende og angstfyldte ungdomsliv har oparbejdet.

Sammen med de nuancerede menneskeportrætter skriver Ditlevsen et tidsbillede frem af et arbejdermiljø i København i begyndelsen af det tyvende århundrede. Kirstens familie er stolte arbejdere og ekstremt klassebevidste, hvilket hun reflekterer en del over uden helt at kunne slippe den selvbevidste klassestolthed. De unge går på danserestaurant, børnene leger i mørke baggårde og aftenerne går med at stoppe strømper foran den koksfyrede brændeovn. Og ikke mindst handler romanen om alle de skuespil vi opfører for hinanden for at fremstå usårlige og stærke – og om de vidtrækkende konsekvenser det har ikke at være ærlig over for sig selv. Og om alle de fejl, forældre begår, også selvom de er gjort i kærlighed.