Christian Dorphs digtsamling ”Jeg slog min far ihjel” fra 2021 er et tungt og bedrøvet portræt af et jeg’s relation til en far, som – formodentlig på grund af somatisk sygdom – slog sig selv ihjel. Bogens voldsomme titel modereres løbende fra digt til digt, fordi der er tale om, at jeg’et ”drømte at jeg slog ham ihjel” samt gør det på så mange forskellige måder (med en frysepose, med en sten, med en økse, med de bare næver), at handlingen nivelleres.
Det lyder dramatisk, men digtsamlingens grundlæggende toneleje er stille og udramatisk og bygges op af spredte minder fra før og efter faderens død. Der er et liv i Nordsjælland med violinspil, lange fingre og ortopædiske sko. Der er en skilsmisse og et jeg, der er ensomt og splittet.
38780794
En manglende evne til overhovedet at huske, eller til at være i tvivl om sine minder, underbygges formmæssigt ved at store dele af digtsamlingens anden del er formuleret som spørgsmål: ”Er det en trehjulet cykel i Lille Værløse?” (s. 66), ”Er det længslen efter at føle noget, sindssyge drømme som et gardenparty?” (s. 60). Teksten er skrevet fra et sted med et jeg, der med stor autoritet f.eks. indgående beskriver barndommens planter: hortensia, magnolietræet, natskygge, vejbred, agerkohveden, cikorie, gederams og hvidpil, men som samtidig, i afmagt, udliciterer en eventuel viden om, hvad der overhovedet er sket.
Der er i det hele taget en stemning af distance og manglende kontakt til begivenheder og følelser. Det gentages flere gange, at døden og sorgen ikke hænger sammen, at sorgen er kommet før døden, eller at sorgen er noget, man er blevet frarøvet. På bogens bagsideflap er der et grynet snapshot fra et fremmed årti af voksne familiemedlemmer, der sidder i en stue. Billedet har en stærk autenticitetseffekt, fordi det blev beskrevet på side 52. Det er et fotografi af far, mor, mormor, morfar og moster Doris. Det er fra juleaften. Som læser konfronteres man således med intimitet og bliver generøst indlemmet i digtsamlingens sårbare granskning af dødsfaldets ufattelighed.