Er det ikke smukt?”
Sarah Engells ungdomsroman ”Svin” (2024) er en genfortælling af William Shakespeares skuespil ”Othello” fra 1603 og del af serien Shakespeare genfortalt, der moderniserer klassiske skuespil til et ungt publikum. I Engells gendigtning er fortællingen sat i en moderne virkelighed, hvor omdrejningspunktet er en mislykket dyrevelfærdsaktion på et svineslagteri i Horsens.
Romanens begyndelse er en foregribelse af, hvor galt dyreaktivistgruppens happening går. Okapi, der senere viser sig at være gruppens leder, trykker på en knap, og hans kæreste Dodo sendes ned i et gaskammer i et metalbur. Men hvad er der sket forud for denne uhyggelige hændelse? Det folder romanen ud gennem en samling forskellige teksttyper bestående af dagbogsoptegnelser, politiafhøringsrapporter, vidneudsagn og avisudklip. Læseren stykker selv forhistorien sammen ud fra de forskellige fortællepositioner, så sandheden bag tragedien langsomt åbenbarer sig. Engell har således ladet sig inspirere af krimiens plotdrevne komposition.
137773864
Dagbogsoptegnelserne stammer fra romanens to jegfortællere: Jaguar/Jakob Neumann, for hvem verden er som et teater, og Okapi/Oliver Chukwumeka, der fører logbog fra den første dag som leder i aktivistgruppen Animal Army. Engell skriver de to jegfortællere frem i en tidstypisk sprogtone, og de to unge mænds virkelighed ligner nutidens unges verden med mobiltelefoner, internet og sociale medier.
Handlingsmæssigt er Engells roman lige som skuespillet ”Othello” et trekantsdrama. Jaguar føler sig forsmået, da han ikke vælges af Okapi som aktivistgruppens viceleder, og derfor vil han tage hævn. Han manipulerer Okapi til at tro, at hans kæreste Dodo er ham utro, og så ruller tragedien.
Tematisk kredser romanen således om de samme temaer som skuespillet: hævn, manipulation, kærlighed, magt og jalousi. Derudover tematiserer romanen også raceproblematikker og uretfærdighed helt i tråd med skuespillet. Okapi er adopteret og brun og oplever som karaktereren Othello en verden fuld af fordomme og forskelsbehandling.
”Svin” er i sin gendigtning tro mod både skuespillets handling og tematik, mens sprogtone, plot, miljø og karakterer er nutidige.