Avatar

Citat
”Vi skal fryse det hele fast/ og kigge hinanden i øjnene/ mens vi streamer tristheden/ helt ned i stemmebåndene/ min læge siger det kan være farligt/ at skrive om selvmord/ men jeg skriver ikke for at hele/ jeg skriver for at vise nye veje ind i sårene”
”Avatar”, s. 7/11 i digtsuiten ”Fortiden er en historie vi fortæller os selv”.

I digtsamlingen ”Avatar” fra 2017 kredser Casper Eric om depression. Værket består af otte digtsuiter, otte kapitler, om man vil, med hver 10 digte i. Hver digtsuite er inspireret af tekster eller kunstværker, der kan relateres til et selvmord. Inspirationskilderne er angivet i indholdsfortegnelsen. Det er blandt andet rapperen Capital STEEZ’ sidste album, og traileren til Joachim Triers film ”Oslo, 31. august”.

I ”Avatar” flyder refleksioner og iagttagelser fra inspirationskilderne sammen med refleksioner fra et digterjeg, der føler sig set af at dykke ned i ord, musik og fortællinger om andre, der har været et mørkt sted. Her er det de første linjer i åbningsdigtet: ”En lørdag i august/ hvor jeg er fuldstændig knust/ kan de fleste af mine venner/ virke mere fremmede/ end visse personer fra popkulturen/ der har taget livet af sig/ men som taler til mig/ fra en tabt fremtid”.

52845335

Digtene kan læses både med og uden det store kendskab til inspirationsmaterialet. Fælles for dem er, at de portrætterer et ulykkeligt jeg, som ønsker noget ændret fundamentalt. I det depressive bor også en konstruktiv vrede: ”FIKS SAMFUNDET PLEASE/ det er ikke bare en fejl/ når nogen dør af depression”, som der står i sidste digtsuite.

Der er flere referencer til Erics to første udgivelser undervejs i teksterne, og også i måden værket er struktureret på: I stedet for fortløbende sidetal tælles der i ”Avatar” op til side 11 i hver digtsuite. Overskriften står således på s. 1/11, og suiten slutter på s. 11/11.

En avatar er en figur, der repræsenterer en person online, og netop det digitale som en del af vores liv og efterliv har en central plads i ”Avatar”. Kroppen beskrives som en organisme, der kan programmeres for at passe ind, f.eks. når jeg’et i første digtsuite får nye piller: ”der opgraderede mine mentale ID-kort/ men også gjorde mig mere søvnig/ og ukontrolleret euforisk”. Men avataren lever længst. Sådan en møder vi på bogens bagside. Her er ingen egentlig bagsidetekst. Blot et billede af Capital STEEZ’ sidste tweet: ”The end.”

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Avatar"