Monika Fagerholms prisvindende roman ”Vem dödade bambi?” fra 2019 (”Hvem slog bambi ihjel?”, 2020) beskriver tiden før og efter en gruppevoldtægt begået af fire teenagedrenge i Villabyen, en pæn forstad til Helsinki. To af drengene, Nathan og Gusten, er vokset op sammen. De er tætte, helt op til den forbrydelse, de begår til en fest i Nathans families hus. Nathan er hovedgerningsmanden. Offeret er hans ekskæreste, som han vil hævne sig på. Det er Gusten, der går til politiet. Derfor er han den eneste af gerningsmændene, der frikendes.
Nathans mor Annelise er en anerkendt forretningskvinde, hvis karriere er på sit højeste, da voldtægten finder sted. Avisoverskrifterne om forbrydelsen rimer ikke på hendes ambitioner om prestigefulde bestyrelsesposter. ”Nu må vi vende et blad og en skønne dag har vi vendt så mange blade at intet af det her er sket”, siger Annelise til pressen (s. 138). Angela, mor til Gusten, vil derimod have sandheden frem i lyset. Voldtægten ødelægger de to familiers bånd. Forskellene mellem de to mødre trækkes hårdt op.
48195431
Gusten vender tilbage til Villabyen efter et mentalt sammenbrud. Han møder Emmy, men forholdet holder ikke. Han indleder halvhjertet et forhold til Emmys veninde og bliver ved med at stalke Emmy på hendes vej rundt i Villabyen. Han har svært ved at komme videre – fra barndomsminderne, voldtægten og efter bruddet med Emmy. Når alle blade i romanen er vendt, har Gusten på ingen måde glemt.
Romanen tematiserer omgivelsernes håndtering af og diskurs om en seksualforbrydelse, lige fra avisernes overskrifter til de fortællinger, der skabes blandt de nære relationer til offer og (især) gerningsmænd. Der er mange karakterer i romanen, der på skift overtager fortælling og synsvinkel. Historien om Emmy og Saga-Lil (Emmys veninde) relaterer sig til historien om Gustens liv på den anden side af sammenbruddet, men har ikke noget med historien om voldtægten at gøre. Den er derimod en fortælling om det uskyldstab, der også er et gennemgående tema i bogen. Om at bygge noget op og miste troen på sig selv og sine omgivelser. Temaet understreges i titlen, som er en reference til sangen ”Who killed bambi?” af The Sex Pistols.