Septologiens sidste bind Eit nytt namn – Septologien VII udkom i 2021 (Et nyt navn – Septologien VII, 2021), og det er lørdag og lillejuleaften, og Asle har sovet i sin sorte frakke på bænken i det kolde hus. Han indser, at han er færdig med at male og vil have alle sine billeder ud af huset, så han fylder bilen og kører til Bjørgvin for at aflevere dem hos Galleri Beyer. Da han går gennem byen, ser han, at lejligheden til kvinden Guro er brændt ned, og han hører, at hun er død. Han tager en taxa til hospitalet for at besøge Asle og får der at vide, at han netop er afgået ved døden. Døden er akut nærværende, som også i erindringen fra de skelsættende dage i Bjørgvin, hvor hans Bedste lige var død, og han mødte Ales. Det meste af syvende bind omhandler tiden med Ales, som tager ham med i den katolske kirke, hvor han intuitivt føler sig hjemme. I fortællingens nutid bliver det jul, og sammen med Åsleik sejler han ind til sin søster Guro i det inderste af fjorden for at fejre jul.
61793666
Septologien som samlet romanserie er en meditation over livet, gentagelsen, overgivelsen til det, der kommer, og som man kan sige ja til, hvis man ser det. Det er en trøsterig læseoplevelse al sorgen til trods, fordi trøsten hos Gud (i os selv) gør livet og døden tåleligt. På et psykologisk plan tegner det markante dobbeltgængermotiv et billede af, at vi alle har flere sider, både lyse og mørke.
I værkets kredsen om tid ser vi, at livet består af en række betydningsfulde nu’er samt en masse tid, vi ikke opdager går. Og samtidig er vi via vores erindring altid til stede flere steder og i flere tider, så et nu kan udgøres både af en fysisk situeret situation funderet i kroppen og åndedrættet og en bevidsthed og erindring om det, der var. Suppleret af en gisning om, hvad der måtte komme, og om det, vi ikke kan vide.
Fosses septologi er en messende og sansende tilstedeværelse i verden, nærmest en besyngelse af hverdagens gentagelser, rutiner, nærvær og dagens og livets faste liturgi. Skønheden findes i gentagelsen og i de små variationer, som netop gør dagene forskellige. Den rytme, der er i livet, i bønnen og i rutinen, er som et musikstykke eller et hjerteslag. Gennem den langstrakte fortælling om hele Asles liv er døden et uomgængeligt vilkår. Børn og voksne dør omkring ham, men de døde lever videre hos de levende og hos Gud. Som værket skrider frem, træder døden nærmere som en endelig, fredfyldt stilhed.