Sjette bind i Jon Fosses septologi udkom i 2021 med titlen Eit nytt namn (Et nyt navn – Septologien VI, 2021). Det er dagen før lillejuleaften, og Asle er træt. Han skal have besøg af Åsleik til middag, men kan ikke tage sig sammen til at lave ludefisk til sin ven. Han sidder bare i sin stol i mørket og kigger ud på sit pejlemærke på fjorden i den retning, hvor fjorden møder det åbne hav, som så mange gange før. Han undrer sig over, at han kan se bølgerne i mørket og tænker, at det er fordi han kigger ind i sit eget mørke.
61637192
Det leder ham atter ind på tanken om, at Gud er et lysende mørke i os alle, ligesom hans billeder skal lyse i mørke. Lighederne mellem kunst og religion udfoldes eksplicit i dette bind, der også i forhold til både menneske og kunst spørger, hvad ånd er. Det er, når form og indhold ikke kan skilles fra hinanden, at “ånden i kunstværket bliver til noget særligt” (s. 79), ligesom i den menneskelige forening af sjæl og legeme.
I tilbageblik hører vi om Asles første tid i Bjørgvin, hvor han mødte Ales, fik et værelse i byen og flyttede fra Aga, dagen efter at hans elskede Bedste døde. Vi hører også om den anden Asles liv med kvinderne Liv og Siv, tre børn, druk og utroskab.
Skildringerne af død, selvmordsforsøg og kærlighed er rørende i deres nærværende sanselighed og i de næsten messende gentagelser. Den livslange kærlighed til Bedste, den nyvundne kærlighed til Ales og de komplicerede kærlighedsforhold mellem Asle, Liv og Siv er forskellige former for kærlighed, ligesom kærligheden til Gud er det. Med gennem hele romanserien er det grå uldtæppe, som Asle fik af sin bedstemor, da hun flyttede på plejehjem, og som han gennem livet har pakket lige så omsorgsfuldt om sine malerier som om sig selv.
Teksten messer rytmisk og gentagende, som Asle gør det, når han flere gange om dagen fremsiger bønner på både latin og nynorsk. Også dette bind slutter på en indånding, midt i en bøn.