Sissel-Jo Gazans roman ”Hvide blomster” fra 2020 har en ekstremt dyster overordnet tematik om børnemishandling. Vi følger den 14-årige Jenny, der bor med sin kærlige mor Kisser, som er tatovør og grøntsagsavler på Samsø. Jenny er meget tæt på den jævnaldrende kusine Tessa, og romanens handling igangsættes, da Tessas mors plejedatter Bettina forsvinder. Herefter er der huse, der brænder og mænd, der falder ned fra skrænter. Mens politiet aktivt efterforsker sagerne på øen, gransker Jenny sin egen slægts historie og får blandt andet moderen til at afsløre, hvad Tessas far, Onkel Jimmy, gennem sit liv har været udsat for.
I bogens efterord beskriver Sissel-Jo Gazan, at alle cases i romanen trækker på virkelige tilfælde, og at nogle af disse har været tæt på hendes eget liv.
48839703
Igen trækker forfatteren på sin viden som biolog, denne gang med en tematik om planter og botanik. Jenny arver sin oldefars herbarium og nyder at sidde og sortere de gamle frø, samt selv at indsamle og tegne sjældne blomster på øen.
Som før i forfatterskabet leger Sissel-Jo Gazan med forholdet mellem fakta og fantasi og blander gamle ekskursionsberetninger fra Botanisk Haves arkiver med en til lejligheden selvopfunden Afrodite-nellike. Det fantasifulde og fiktive er med til at gøre de grusomme beretninger læsbare, uden at de mister deres alvor. På samme måde er Jenny som synsvinkelbærer med til at balancere læserens adgang til det horrible. Hun er jeg-fortæller, og sproget er billedrigt med detaljer om tatoveringsteknikker, plantearter og sociale dynamikker. Jennys alder giver hende en status mellem barn og voksen, mellem uskyld og viden. Jo mere viden, man som læser får gennem historien, desto større kan følelsen af afmagt synes, men romanens pointe synes at være, at selv en fiktiv fortælling på sin egen måde kan være en form for hævnakt over de historiske tilfælde, hvor børn er blevet gjort fortræd.