I Signe Gjessings digtsamling ”Illuminationen af alt” fra 2023 er stjernerummet og solsikkefrøene uløseligt forbundet i det store verdensalt – det mindste og det største, det meget konkret sanselige og det helt ufattelige. Digtsamlingen består af ganske korte digte, oftest et vers på to eller tre strofer, og den sidste strofe angives ofte i en parentes, som en slags bemærkning til det just udsagte. Nogle gange kommenterer digtet sin egen skabelse af billeder med en vis humor: ”Hvis jeg skulle have en piercing,/ skulle det være en vandhane på min blodåre, så stjernerne bare kunne drikke./ (Kom nu! Hvis verden ikke skal være fuld af alt, som findes, så ved jeg ikke,/ hvad som skal.)” (s. 17).
135392618
Ligesom i Signe Gjessings tidligere værker er et rigt billedsprog i overgear motor i digtene. I sproglige billeder, der nærmest er på randen af det ubegribelige, kombineres det helt nære – det kropslige og hverdagen – med de fjerneste kosmiske rum: ”Din hud er noget, stjernerummet lige har taget op af fryseren, fordi der ikke/ var flere friske stjerner” (s. 11). Vanlige billeder brydes op og sammensættes på nye og højst uventede måder.
I den verden, som oplyses i digtene, er alt besjælet. Både jeg’et og universet fremstilles således både som et rum og som en selvstændig enhed med egen agens og vilje. ”Universet slår vejrmøller” i jeg’ets hjerte, og universet backpacker igennem jeg’et med jeg’ets hjerte på ryggen. Det er umulige billeder, der insisterer på altings sammenhæng, og i denne optik er jeg’ets krop en del af det store verdensalt.
Signe Gjessing søger at gennemlyse – illuminere – hele menneskets eksistens – fra det inderste bankende hjerte til det ukendte, hinsides vores krop og logik. I de sproglige billeder sanser man og aner sammenhængen, men kun i flygtige øjeblik, før erkendelsen smutter mellem fingrene på én.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Illuminationen af alt"