Signe Gjessings syvende udgivelse ”I kan da også bare skrive om stjernerne!” fra 2024 er en kombination af digte og prosatekster.
Første del, ”Et epileptisk anfald - En Marialegende”, er værkets længste prosastykke. Det har ikke en tydelig handlingstråd, men består af en række tableauer: valmueengen med dens forgængelige skønhed, rosenhaven og Jesu korsfæstelse. Teksten er struktureret i små overskrifter, der peger på et før, under og efter et epileptisk anfald, som mimer den kristne grundfortælling om livet, døden og opstandelsen. I Marias bevidsthed blafrer citronsommerfuglene rundt, og bevidstheden tager kortvarigt af sted for at deltage i en sommerfuglekonkurrence. Ligesom i øvrigt Jesus: ””Er til en konference om sommerfugle. Straks tilbage”, står der over korset” (s. 13).
138352781
Der er en euforisk og jublende tone i digtene, som allerede anlægges i titlens brug af udråbstegn ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”.
Ligesom i Signe Gjessings andre udgivelser benytter hun sig af et rigt billedsprog, hvor verden besjæles og selv universet personificeres. En vigtig del af billedsproget i denne udgivelse er desuden symbolerne: Her dvæles ved valmuerne som symbol på den forgængelige skønhed, sommerfuglen peger på forvandlingen – og i kristen optik – opstandelsen.
Man kan læse værket ud fra den kristne grundfortælling om livet, døden og opstandelsen, men en anden mulighed er at parkere sin rationelle tænkning og give sig hen til de sanseindtryk, som de vilde sproglige billeder giver: ”Min iskiasnerve bruges som en ostehøvlsstreng til solen. Solskiver” (s. 25). Og de to forskellige måder at gå til værket på udelukker måske ikke hinanden. Måske er der en sammenhæng mellem den sproglige stil og værkets tematiske kredsen om den kristne fortælling: Når mennesket mister meningen med livet eller tilværelsen af syne, må det give sig hen til det guddommelige perspektiv; det, der ligger hinsides fornuften. Med andre ord findes erkendelsen af virkeligheden uden for fornuftens grænser i det, der sanses eller anes.