Signe Gjessings langdigt ”Tractatus Philosophico-Poeticus” (2019) befinder sig i de samme høje luftlag som hendes tidligere værker og kredser om universet og verdensaltet, men formen er markant anderledes. Digtet er en genskrivning af Ludwig Wittgensteins filosofiske afhandling ”Tractatus Logico-Philosophicus” fra 1921. Begge værker forsøger at bygge bro mellem betydningssystemer, men variationen i titlerne markerer en grundlæggende forskel i deres ærinde. Wittgenstein søger i sin afhandling at forene logik og filosofi i et sprog underlagt matematiske principper, der kan modne filosofien og frasortere meningsløs filosoferen fra det meningsfulde. Gjessing søger derimod at forene filosofi og poesi ”og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens”, som hun skriver i bogens forord.
47366844
For at kunne lykkes med dette overtager Gjessing Wittgensteins system til organisering af tekst, hvor teksten kategoriseres i overordnede, sideordnede og underordnede udsagn. Digtet består overordnet af syv nummererede dele. Hver del består så af en række udsagn, der enten kommenterer det foregående udsagn, er en videreførelse af udsagnet eller er et nyt udsagn.
Digtet er altså præget af en streng systematik, som imidlertid fremstår meget skrøbelig, idet teksten i sig selv modsætter sig kategorisering. Digtet ligger og sitrer i sine små bokse og søger hele tiden at overskride sine egne grænser, og netop afsøgningen af det grænseoverskridende er digtets egentlige formål. Gjessing bruger begrebet ekstase som samlebetegnelse for alt det, der ligger uden for det logiske og såkaldt meningsfulde. Hvor Wittgenstein forkaster det ikke-meningsfulde som meningsløst, finder Gjessing netop i det ikke-meningsfulde, ikke-logiske poesiens helt grundlæggende berettigelse. Poesien udvider verdensrummet frem for at begrænse det og indskrænke det.