Endnu en klassisk Jens Christian Grøndahl-roman så dagens lys i 2022.
Forfatteren fortæller i flere interviews, at han egentlig havde planer om at skrive en bog, om hvad han anser for at være nutidens allervigtigste temaer; klimaforandringerne og vores forhold til naturen, men romanen ”Fra i nat sover jeg på taget” blev igen en roman om erindring og kærlighed, tilsat samtidsemner som overgreb og #MeToo.
62932368
Romanen er skrevet som en jeg-fortælling, og i bogens første del får vi gennem den midaldrende mands blik fortalt historien om ungdomskærligheden til den smukke, belæste og frihedssøgende Anna. Et kærlighedsforhold, som sluttede brat, men som jegfortælleren har båret med sig ind i voksenlivet. Den dengang unge filosofistuderende skrev digte, og bogens titel refererer da også til en linje fra et kærlighedsdigt skrevet som ung mand.
I bogens anden del møder vi jegfortælleren som 60-årig. Han er blevet diagnosticeret med en alvorlig sygdom og er blevet forladt af sin hustru gennem mange år. Men under en gåtur i Fælledparken står hun der pludselig, ungdomskæresten Anna. De to begynder langsomt at nærme sig hinanden igen, og samtidig oprulles fortællingen om Annas eksmand – en succesfuld tv-vært, som anklages for at have forgrebet sig på en praktikant. En overgreb, som Anna først får kendskab til mange år efter.
Romanen indeholder en fortælling om både et ungdommeligt og mere modent kærlighedsforhold og kombinerer det med en skildring af nogle af samtidens omdiskuterede emner som køn, samtykke og overgreb. Undervejs findes også refleksioner over bl.a. erindring, ensomhed og her lykken: ”Noget af det lykkeligste ved lykken er dens indskrænkede nærsynethed.” (s. 54).
En af bogens tematikker, som også kendes fra tidligere Grøndahl-romaner, er overvejelser om, i hvilken grad vi formår at nå hinanden i kærlighedsrelationen. I denne roman dog tilsat pointer om, hvordan det kan ændre sig med alderen: ”Det (blev) nærmest en visdomssøjle for mig, at man aldrig helt og fuldt kommer til at kende den, man elsker. I dag forekommer tanken mig at være både nærsynet, selvoptaget og dum. Man har det med at overdrive, når man er ung.” (s. 137-38).