En forfatter ser sin døde overbo blive båret ned ad trappen af to ambulancefolk i starten af Jens Christian Grøndahls roman fra 2025, ”At velsigne et liv”. Det bliver begyndelsen på en oprulning af den nu afdøde jazzmusikers tilværelse og valg i livet.
141538985
”Et navn, en by, en saxofon, et greencard” (s. 29) er nogle af de få ledetråde, der er tilbage efter musikeren Vincent. En yngre præst forsøger at finde frem til pårørende til den afdøde, og det leder ham til New York, hvor han finder en søn, der aldrig har kendt sin far. Den ældre forfatter, der er jeg-fortæller i historien, hvirvles ind i detektivarbejdet om manden, der døde alene i lejligheden ovenover. Samtidig involveres han i præstens forhold til hans nærmeste og flere andre personers skæbner, der indeholder blandt andet forlist kærlighed og svigt. Det bliver til nye venskaber og samtaler, der også munder ud i, at forfatteren må fortælle og forholde sig til sit eget liv, herunder sit kærlighedsforhold til kvinden Nina.
Romanen er fortalt med en indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på forfatterens refleksioner om de personer, han møder, og efterhånden også om hans egen historie. Det leder ham også til tanker om tosomheden, der kan give følelsen af at være ”fuldtallige, som to nu kan være” (s. 301), men også en smertelig erkendelse af, at hans livs kærlighed ”forblev fremmed, selv om jeg havde hende så tæt på.” (s. 285). Samtidig er det en beretning med et meta-lag, som stiller skarpt på det at skrive. Det fører både forfatteren til en overvejelse over, hvorvidt han skriver ”for at udholde det banale, for at fortrylle det” (s. 194) og til en hyldest af skrivningens befriende kraft. Det at skrive skildres som en undersøgelse og erkendelsesproces – som her, hvor romanens jeg-fortæller skriver om præsten Jesper: ”Jeg fortæller ikke for at konfrontere ham eller andre med sandheden. Jeg skriver for at finde ud af, hvordan han og enhver anden i hans sted ville kunne lære at leve med den. Holde den ud.” (s. 134).
Bogen titel henviser til, at det at nedskrive og fortælle historien om et liv kan være som at velsigne dette liv – at fremskrive en nåde og accept af en livshistorie i al dens kompleksitet.