Det store fald

Citat
”Vinden, der ellers havde viftet så blidt i det brysthøje græs, gav sig til at hvæse. Græsstråene stak i armhulerne og brændte som nælder. Fårekyllingernes piben kom ganske vist stadig fra samtlige horisonter, men lød som en enstemmig vred skæren tænder. Han prøvede at se den anden vej, væk fra dem, der befolkede lysningen, hans lysning, og i stedet studere sine negle. De syntes at vokse under hans blik og blive spidse, ligesom hårene på håndryggen for hvert nyt blik blev længere, krusedes og uden hans medvirken indfangede små insekter, som så fór vild og gik til grunde på stedet.”


”Det store fald”, s. 43-44.

I Peter Handkes roman ”Der Grosse Fall” fra 2011 (”Det store fald”, 2016) vågner hovedpersonen – en skuespiller, som fortælleren kalder ”min skuespiller” – op i sin elskers hus i udkanten af ”megabyen”. Samme dag skal han ind til byen og deltage i indspilningen af en film. Han begiver sig afsted til fods gennem først skovbrynet, så lysningen, hvor han møder bærsamlere, svampesamlere, høretelefonslyttende mennesker, kapgængere og andre ”typer”, der kun har sig selv og deres egen aktivitet for øje. Han vandrer videre ud igennem skoven, forbi stridende og mordlystne naboer og ankommer til sidst til megabyen, hvor skærme så store som stadioner viser billeder fra hele verden, blandt andet af ”præsidenten”, der pakker sin krigserklæring ind i ord som ”modreaktion” og ”intervention”.

Det er vanskeligt at gengive handlingen i ”Det store fald”, men det essentielle i romanen er måske også de billeder og betragtninger, som rejsen gennem det drømmelignende landskab kaster af sig. Her bliver aktuelle teknologiske tendenser, problemstillinger og personligheder på verdens scene spiddet – og ikke uden en vis ironi. Da nogle af de mennesker, som skuespilleren støder på i lysningen, holder hånden op for øret, er det ikke for at lytte bedre til verden, men fordi de retter øreproppen i deres hovedtelefoner til.

52301513

Mere subtilt giver teksten associationer til aktuelle udfordringer som klimakrisen: Lysningen i skoven skildres på poetisk vis som en blid verden hvilende i sig selv, hvor fnuggene fra de afblomstrede tidsler roligt driver igennem luftrummet, indtil de snæversynede mennesker pludselig indtager stedet. Da begynder vinden at hvæse, og fårekyllingerne skærer vredt tænder (s. 43).

Sproget i romanen er let gammeldags, men samtidig opfinder Peter Handke egne ord som for eksempel ”megaby” og ”amokløber”. Ligesom Peter Handkes andre tekster er ”Det store fald” et åbent værk, men hvad ’faldet’ indebærer bliver aldrig helt klart. Dagen for skuespillerens rejse falder sammen med ”dagen for det store fald”, ligesom også fortælleren beretter, at tiden, hvor historien om det Store Fald foregår også er ”de store og små kriges tid” (s. 93). Måske henviser faldet derfor til menneskets griskhed, ondskab og ikke mindst snæversyn og manglende sans for at stoppe op og rigtigt se verden.