Mørkemusen

Citat
”Der bli’r stille, musestille,/ og så står han bare dér,/ og han møder hendes øjne,/ og han kender det han ser./ Og de ænser ikke andet/ end hinandens mørke blikke,/ mens han helt forsigtigt rækker/ poten ned og la’r den ligge.”

”Mørkemusen”, s. 19.

Marianne Iben Hansens ”Mørkemusen” (2019) er skrevet i samme løst rimede stil som ”Fuglen” (2015). Fortællingen er opbygget af vers af varierende længde, der beretter om den lille, forsigtige mørkemus’ færd ind i verden fra museredens tætte og trygge rum. Mørkemusen bliver født som den sidste af et kuld på fem, og han er ”mindre end de andre/ og en lille smule blå” (s. 3). Hans mor og hans søskende må overtale ham til at komme ud i lyset og leve livet, for han er selv ikke meget for det.

Hovedversene er på flere af siderne akkompagneret af håndskrevne, urimede vers som del af Tea Bendix’ illustrationer. De fungerer som en slags kommentarspor til hovedfortællingen og skildrer Mørkemusens tanker og følelser, som da han er blevet lokket ud i lyset for at have det sjovt med sine søskende, og ”smilet strammer lidt i ansigtet” (s. 7). Fortællingens klimaks indtræffer, da Mørkemusens søster kommer lidt for tæt på kanten af en høj skrænt og falder ned. Hun klynger sig til et fremspring, og pludselig træder mørkemusen frem og møder hendes blik – ”Og så venter han til roen/ flyder ind i hendes krop/ og han venter til hun vover/ at gi’ slip og række op” (s. 19).

46413431    

”Mørkemusen” kan ses som en dannelseshistorie henvendt til små og halvstore børn, men den er også en fortælling om at være introvert og om den styrke der ligger i det. Mørkemusen overvinder sin tilbageholdenhed og træder i karakter, men han bruger samtidig sit stille gemyt til at berolige og redde sin søster. Hans søskende hjælper ham, og sammen vender de tilbage til morens trygge rede. Marianne Iben Hansen skildrer dobbeltheden i det at ville verden, men samtidig have brug for tryghed. For Mørkemusen står de to følelser side om side – ”for det ene ben vil gerne/ og det andet ben vil hjem” (s. 9).

Tea Bendix, som også illustrerede ”Fuglen”, har her med blyantstreg i primært grønne og grå nuancer skildret musene og deres omgivelser med både sarte, vilde og let udtværede streger. Illustrationerne afspejler mørkemusens rejse fra museredens mørke, hvor hele sideopslagets baggrund er sort, og ud i lyset, hvor baggrunden skifter til hvid.