”Slægtsroman” står der på forsiden af Maria Hellebergs roman ”Kvinderne fra Thy” fra 2016. I bogen har hun for en stund forladt sine portrætter af fortidens markante kvindeskikkelser til fordel for at berette om sin oldemor Mariane og mormor Marie Dusines liv og levned i den sidste tredjedel af 1800-tallet. I et lineært handlingsforløb følger vi de to kvinders vandring igennem et liv, der synes at byde på flere ned- end opture.
Det begynder ellers så godt for den unge Mariane. Fremtiden er lys, indtil den dag hendes fader i én aftens overmod og druk spiller familien fra hus og hjem. Mariane, der skulle have været herregårdsfrue, ender alene med tolv børn i en lille forblæst og kvælende flække ved Vesterhavet. Her skraber kvinderne håret stramt tilbage i nakken, ”Biwelen” og Guds ord er lov, og doktoren er en, som man kun vover at tilkalde ved dødslejet eller meget komplicerede børnefødsler. Det sidste bliver Marianes udvej. Ved et tilfælde bliver hun egnens jordemoder.
54189214
Marie Dusine er Marianes yngste og til forskel for hendes øvrige børn, så investerer Mariane tid og kærlighed i den lille pige. Mariane lærer hende at læse, lader hende flytte til Thisted og blive modist i en hatteforretning. Her møder Marie Dusine den sorgløse mølleriarving Christian Helleberg, der på ulykkelig vis viser sig at have mere forstand på smukke heste end landbrugsdrift.
Parallelt med de to kvindeskæbner fornemmer man den brydningstid, deres historier lægger sig i slipstrømmen af. Kvinderne i Danmark får stemmeret, og dramatikere og forfattere som Henrik Ibsen og J.P. Jacobsen skildrer kvindeliv, der ulmer af erotik og selvbestemmelse – uden det dog synes at have synderlig indvirkning på de små gudfrygtige landbosamfund i Thy.
Fortællingen er henlagt i tredjeperson, og på nær bogens indledende prolog og navnesammenfald mellem møllersønnen og forfatteren, er der intet, der afslører Maria Hellebergs slægtsbånd med bogens to kvindelige hovedpersoner. I forordet afslører Helleberg desuden, at bogen alt i alt er en fri gendigtning af det, hun kalder sin families ”myter og skrøner” (s. 5).