”Søstrene fra Thy” (2019) er Maria Hellebergs fortsættelse af den fiktionaliserede slægtsfortælling, hun påbegyndte i romanen ”Kvinderne fra Thy” (2016) med oldemor Mariane og mormor Marie i hovedrollerne. I ”Søstrene fra Thy” er vi nået til tiden omkring Danmarks besættelse: Marie er blevet enke. Alle hendes børn, på nær den yngste, Gerda, er fløjet fra reden, og tilværelsen under tyskernes jerngreb smager af afsavn og bitter kaffeerstatning. Gerda drømmer om et liv i København, hvor hendes smukke søster Ruth slår sine folder.
Med udgangspunkt i de to søstres vidt forskellige livsbaner udfolder Maria Helleberg et danmarksportræt af en tid med fortielser, dilemmaer, kærlighed og ikke mindst overlevelse og konsekvenserne heraf: For mens Ruth forelsker sig hovedkulds i en tysk SS-officer, hvirvles Gerda ind i modstandsbevægelsens lyssky arbejde i kampen mod den tyske overmagt. I sidste ende slipper begge kvinder med livet i behold, men hvor den ene strander i et fornuftsægteskab med en bornholmsk hotelejer, slår den anden sig ned som skribent på et dagblad.
54189214
Som ”Kvinderne fra Thy” er fortællingen henlagt i tredjeperson. Men i modsætning til forgængeren indledes ”Søstrene fra Thy” med et flashforward, hvor Gerda på brutal vis overfaldes af en skare af unge mænd: ”Nå, der har vi feltmadrassen, sagde fodens mund, […] I hånden havde han en saks, en lille, krøllet, brun lok hang ved det ujævne skær” (s. 15). Den scene skaber en urovækkende suspense i Gerdas fortælling, som først forløses sent i romanens ellers kronologisk fortalte handling.
Det er ligeledes i selvsamme flashforward, at forfatteren Maria Helleberg i én af to omgange afslører, at der i Gerda er tale om hendes mor. Første gang lyder det således med en indskudt bemærkning fra en ellers stum alvidende fortæller: ”Sådan traf mine forældre hinanden elleve år inden min fødsel.” Og anden gang i bogens allersidste kapitel lyder det igen med denne fortællerstemme: ”Det skulle tage otte år, før deres veje igen kom til at krydse hinanden. Det skete også på Hovedbanegården. Det er en anden historie. Det er min historie.” (s. 431).